Privathospitaler er en god forretning for Danske Bank. Koncernen tjente sidste år millioner på sine engagemener i det private sundhedsvæsen.

Danske Bank tjener millioner på privathospitaler. Banken har gennem sine datterselskaber en millionforretning på privathospitalet Hamlet og afvænningscentret Majorgården. Men investeringerne er primært strategiske. Det handler om at lave et alternativ til det offentlige sundhedsvæsen, skriver Nyhedsbrevet Finans.

Det er Danske Banks pensionsselskab, Danica Pension, der er den formelle medejer af de to privatklinikker. Og det er ikke kun med afkast for øje, at Danica har valgt at placere en del af pensionskundernes formue i private sygehuse, siger underdirektør i Danica Pension Kristoffer Bork.

- Alle vores investeringer er for at tjene penge til vores kunder, men her har vi yderligere det strategiske sigte at sikre et levedygtigt alternativ til den offentlige sektor. Udgangspunktet for vores ejerandel i de to selskaber er at sørge for, at der er et privat operationstilbud til vores kunder, som har sundhedssikringer gennem Danicas pensions- og forsikringsprodukter, siger Kristoffer Bork.

Med en ejerandel på 35 procent af Hamlet og 25 procent af alkoholcentret, tjente bankkoncernen godt 10 millioner kroner på sit engagement i den private sundhedssektor sidste år.

/ritzau/