DR Koncerthuset, Koncertsalen, København,
mandag d. 24. august 2015
Den ene halvdel af den mystiske duo blev modtaget med jubel og leverede trods lydlige udfordringer et alsidigt sæt
Der har siden udgivelsen af albummet "Woman" for to et halvt år siden været spundet en nærmest mytisk stemning om dansk/canadiske Rhye. Ingenlunde kun på grund af forsanger og den canadiske halvdel bag projektet, Mike Milosh' androgyne stemme og den dertilhørende svirrende debat om hans legemlige køn. Mystikken har i lige så høj grad floreret om den anden, danske, halvdel af foretagendet, Robin Hannibal. Produceren, der også er bredt anerkendt for sin medvirken i Quadron, har mildest talt holdt sig i baggrunden af begge projekter. Efter vedholdende rygter om galoperende sceneskræk har danskeren taget plads ved producerstolen og forbeholdt sin medvirken til den position. Men grundet det danske islæt har vi på hjemlige breddegrader fået ekstra meget smag for Rhye, selvom det egentlige band er bosat i Amerika. Det havde derfor kun stået i en enkelt koncert på dansk jord for Rhyes vedkommende inden aftenens headliner-show.
Det var derfor et udsolgt og storjublende Koncerthus, som Milosh i bare tæer og med et fem mand højt ensemble indtog på denne regngrå mandag aften. Efter en dronet og sfærisk overture af forskellige fraser fra Rhyes beskedne bagkatalog satte rytmegruppen bestående af bas og trommer i med nummeret "Verse". Det var dog desværre fra starten med en noget mudret lyd med genklangen fra den store koncertsal, som normalt skal huse klassiske koncerter, og det forstyrrede det ellers meget rene lydbillede. I det billede brilierede forsangeren selv med sin blide, men enormt kraftfulde falset, der med få, men effektive midler fra første fintfølende frase formåede at tryllebinde hele den højthvælvede sal.
Skrabet rytmik, stærkere udtryk
Noget andet, der også formåede at fungere med få, men effektive midler, var aftenens backingband. På Rhyes eneste fuldlængde-udspil, den føromtalte "Woman", er det især den alsidige produktion, der står klart frem. De ni små numre formår at præsentere et instrumentarisk arsenal, som sjældent er poppet r'n'b forundt. Derfor var det i det første møde med live-versionen af Rhye en overraskelse at blive præsenteret for så skrabet en lyd. Skrabet, i hvert fald i forhold til forlægget på plade. Allerede fra første nummer blev akkompagnementet hen imod slutningen reduceret til fælles fingerknips. I tilgift lå Mikes stemme konstant i forgrunden og skinnede som en soleklar diamant. Tilmed blev det skrabede udtryk sat i kontrast til det store rum og gjorde fornemmelsen omkring den dybt soulede musik det mere intens, hvilket en enormt tight rytmegruppe sørgede for at holde i et stramt greb.
Ballet fortsatte med en anerledes langsom version af "3 Days", hvor en nærmest messende Milosh førte an. Efter endt første omkvæd begyndte bandet at skeje ud i en eskalerende solo, hvor Mike på egen lilletromme og hi-hat satte i med samme rytmiske motiv som trommeslageren, hvilket ikke tilførte noget særligt til den i forvejen noget mudrede bund i lydbilledet. Rummets akustik og den rumlende rytmegruppe skulle på gruppens hitsingle, "The Fall", vise sig at spænde ben for det ellers enormt velspillende band, der nærmest på grund af den forskudte genklang fra salen fik en tilbagelænet jazzet vibe over sig på det ellers up-beat nummer. På efterfølgende "Major Minor Love" var det også den brummende bund og den store sal, der satte en mindre stopper for den store indlevelse i musikken. Det blev ikke bedre af den gentagne lyst til at ende de fleste numre i esplanader af udflydende soli.
En vellykket transformation
Anerledes vellykket var de efterfølgende, mere dansable "Shed Some Blood" og "Last Dance", hvor den rytmiske diversitet blev skudt i vejret, og publikum endelig kunne ses rokke med i stolene omkring i den kubiske sal. De medbragte livemusikere gjorde koncerten igennem og i særdeleshed i den sidste halvdel et fantastisk arbejde med at omdanne den instrumentale diversitet på gruppens eneste plade til få, men velvalgte rytmiske sekvenser, så intet af det vigtigste blev ladt tilbage. Det var skelettet af sangene fra pladen, der fik lov til at stå frem, hvilket kun gjorde oplevelsen af Rhyes førstegangsoptræden på københavnsk territorium det mere intens. Især de to strygere formåede i den sidste halvdel at stå ekstra tydeligt frem.
Rhye sluttede aftenens koncert af i den mere afdæmpede ende, hvor en skarp Milosh under hittet "Open" selv tyssede på bandet og på den måde fik intensiteten helt i top. Bandet vandt de sidste point med den forventede, men dejligt forløsende dansable "Hunger" og et næsten lullende afslutningsnummer, hvor hele bandet stemte i med så minutiøse stemmer, at det kun var lyden fra alskens elektronik, der kunne høres. Med et måbende publikum, der nærmest ikke turde begynde at klappe, forlod Rhye scenen efter en koncert, der på trods af lydlige skavanker og udflydende soli formåede at hive en home-away-from-home-sejr hjem med deres spartanske, men intensive fortolkninger af sangene fra "Woman".
Opvarmning: Kentaur – fem stjerner
Som en nærmest selvsagt sikker kandidat til opvarmningstjansen for aftenens hovednavn satte danske Kentaur fra første færd hovene i med transcenderende, melankolsk r'n'b. Trods en overvejende akustisk instrumentering formåede ensemblet at fremføre deres sange enormt emotionelt og lade kompositionerne ende ud i kraftige energiudladninger. Bandet havde igennem sine få numre en sfærisk elegance, der gav plads til en legende og florerende instrumentsammensætning. Et band med en stor kaliber.
