____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der har været tryk på varmen søndag, og det knækkede en hel del af gæsterne på årets sidste Grøn Koncert i Valbyparken.

- Jeg vil skyde på, at der var cirka fem i timen, der henvendte sig på en førstehjælpsstation med hedeslag. I løbet af de otte timer Grøn Koncert varede, må det altså blive en 40-50 stykker, der blev behandlet for hedeslag, siger Kasper Sønderdahl, der er sikkerhedschef i Muskelsvindfonden, der står bag de grønne koncerter.

- Men der var ingen af dem, der kom på sygehuset, og man må sige, at vores team har været godt forberedt. Det var nærmest en fornøjelse at stå i kulissen og se dem arbejde.

split


Han oplyser desuden, at der i løbet af søndagen skete 360 henvendelser på en førstehjælpsstation, men kun en enkelt måtte på sygehuset og behandles for en knæskade. En del blev altså behandlet for hedeslag, men enkelte publikummer med astma måtte også behandles på pladsen.

- Når man har astma, og luftfugtigheden er så høj, og der er støv på pladsen, så risikerer man at få et anfald. Men det var vores team også forberedt på, siger sikkerhedschefen.

Der var 38.000 publikummer til Grøn Koncert i Valby, der var sidste stop for den grønne karavane. På trods af de mange mennesker forløb dagen dog exceptionelt roligt.



- Vi kan mærke, at københavnerne er vant til at være mange mennesker på lidt plads. Vi har slet ikke haft nogle større konflikter i løbet af dagen, så det kan absolut kaldes en succes. Publikum på Grøn Koncert er generelt gode til at tage hensyn og holde øje med hinanden, så der er altid nogle til at hjælpe - også hvis man får det dårligt, siger Kasper Sønderdahl.

Grøn Koncert har siden 18. juli turneret rundt i landet. De startede i Kolding og sluttede i Valby. På årets 'grønne dage' kunne man opleve store danske navne som Medina, Lukas Graham, Mads Langer og Kato.