Rigmor Zobel Ravn gør klar til medieoffensiv og sagsanlæg. Ifølge hendes faste støtte igennem narkosagen, Dan Rachlin, har hun behov for at få svaret igen mod løgne og uberettiget kritik.

- Det ligger lige til højrebenet.

Sådan siger tv-værten Dan Rachlin om sin gode veninde Rigmor Zobel Ravns fremtidsplaner. Ifølge Dan Rachlin har kvinden de kaldte ’jetsetdronningen’ nemlig et udtalt behov for offentlig oprejsning oven på den netop afsluttede kokainsag. En sag der resulterede i en bødestraf på 20.000 kr. for køb af seks gram kokain.

- Hvis det havde været mig, havde jeg helt sikkert sagt: Ok, nu er det »payback time«. Sådan ved jeg ikke om hun har det. Men det er min klare overbevisning, at hun har et behov for at få svaret igen. Både privat og rent professionelt skal hun have tilbagevist nogle af alle de usandheder, som har stået i kø i forbindelse med denne sag, siger Dan Rachlin.

Rigmor Zobel Ravn vil efter alt at dømme give et tv-interview inden for den nærmeste fremtid. Her vil hun for første gang fortælle sin version af det forløb, der ifølge hendes nærmeste har tappet hende for kræfter.

Ifølge Dan Rachlin har et af de største problemer været mediernes håndtering af sagen, som han i mange tilfælde mener, har været stærkt problematisk.

- Noget af det er helt ude i hampen. F.eks. har der været skrevet en masse om de lån, Rigmor og hendes mand har optaget. Når den almindelige dansker læser det og samtidig læser, at hun er involveret i ’noget med narko’, tænker mange: Så er der nok noget om det. Det er en møgulækker kobling, mener Dan Rachlin.

Det er Dan Rachlins vurdering, at der er adskillige sagsanlæg i vente fra Rigmor Zobel Ravns side – både sager hvor hendes navneforbud er blevet overtrådt samt injuriesager, hvor medier har skrevet noget decideret forkert eller løgnagtigt.

KØB B.T. LØRDAG OG LÆS ALT OM RIGMOR ZOBEL:

  • DOBBELTLIV: FØRST GAV HUN INTERVIEW- SÅ KØBTE HUN NARKO
  • TIDLIGERE KENDTE MISBRUGERE: SØG HJÆLP RIGMOR
  • VENNEN: DET TAGER ÅR AT KOMME OVER