Ellen Nørgaard blev bagbundet. Karsten Nørgaard blev dræbt. Det er ikke sært, at den 68-årige kvinde nu tøver med at vende hjem til det hus, som sidste torsdag var rammen om et af Danmarks mest brutale og uhyggelige hjemmerøverier.

Naboerne tvivler på, at hun nogen sinde flytter tilbage: "Mon ikke der er sket for meget forfærdeligt der ovre til, at hun har lyst til at komme hjem," siger en nabo.

"Huset er jo også meget stort, nu det kun er hende, der skal bo i det," tilføjer han. Der er nu gået en uge, siden den østeuropæiske røverbande slog til i Skovby vest for Århus.

I ly af natten trængte de ind i soveværelset til 68-årige Ellen og 76-årige Karsten Nørgaard. Naboerne mener, at den ældre, kraftigt byggede minkavler må have sat sig til modværge, siden røverne tævede løs på ham. Retsmedicinerne kunne konstatere syv brækkede ribben og skader i ansigtet.

Efter en storstilet politijagt på gerningsmændene lykkedes det tirsdag aften politiet at få fænglslet fire mænd fra Litauen, som nu sigtes for drabet og selve røveriet. De er indtil videre fængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Horsens.

Fængslingen af de fire har udløst stor lettelse i Skovby: "Det er klart. Nu må vi bare håbe, at det rent faktisk er dem. De nægter jo åbenbart," siger Erling Jensen, der er mangeårig ven med dræbte Karsten Nørgaard.

Venner og familie har lagt buketter og kort ud for ægteparret Nørgaards hjem, som stadig er forseglet af politiet med rød-hvide markeringsbånd.. Der er stadig blomter på bordet i havestuen. Det er let at forestille sig, at det ældre ægtepar ofte har siddet og hygget sig sammen hen over sommeren.

Den nærmeste nabo, en ældre mand, der går og plukker æbler i haven, er trist til mode ved tanken om det, der er sket.

"Det har berørt os alle sammen - og gør det stadig. Jeg tror egentlig ikke folk er bange for, at nye røvere skal dukke op i byen. Jeg tror mere det er tristhed, der præger byen - og så selvfølgelig lettelse over, at sagen måske er opklaret," siger han.

De fire sigtede litauere nægter sig skyldige og har kæret kendelsen til landsretten. Torsdag ventes en afgørelse her fra.

Det ventes at Karsten Nørgaard skal begraves i den kommende uge.