Rungsted slog Frederikshavn med 3-1 og nåede dermed op på 100 scoringer i sæsonen.

Rungsted. Rungsted Seier Capital holder fast i håbet om at slutte blandt de fire bedste i Metal Ligaens grundspil.

Søndag vandt Rungsted på hjemmebane over Frederikshavn White Hawks med 3-1, og dermed har Rungsted på sjettepladsen blot fem point op til frederikshavnerne på tredjepladsen.

Alexander Jensen gjorde det til 1-0 i første periode, før Frederikshavn udlignede fem minutter inde i anden periode. Kun i 34 sekunder var kampen lige på måltavlen, før Brendan Connolly på ny bragte Rungsted foran.

12 minutter inde i anden periode gjorde Nicholas Jensen, bror til kampens første målscorer, det til 3-1.

Det var Rungsteds mål nummer 100 i sæsonen, hvilket er flest i Metal Ligaen sammen med Odense Bulldogs. Fynboerne har brugt en kampe mere end Rungsted på at runde milepælen.

Topholdet Aalborg udbyggede føringen i rækken med en 2-1-udesejr over bundholdet Rødovre, mens Sønderjyske på hjemmebane vandt med samme cifre over Gentofte.

Esbjergs mesterhold var i fuld kontrol, da bundproppen Herlev blev lammetævet med 5-1. Kampen blev afgjort i anden periode, som Esbjerg vandt med 3-0.

/ritzau/