Mikkel Bødker fik natten til mandag endelig oprejsning i den amerikanske NHL. Efter otte kampes point-tørke lavede danskeren to assists i Arizona Coyotes' 6-5 sejr over Washington Capitals.

Mikkel Bødkers mandskab fra Arizona har ellers været inde i en dårlig stime med tre nederlag i streg. Og det holdt da også hårdt, for efter 1. periode var danskerens hold bagud med 3-1, inden de med et fantastisk comeback scorede fem gange i træk og kom foran 6-3. Til sidst var Capitals tæt på at komme tilbage igen i en hæsblæsende kamp, der altså endte 6-5.

Bødker var ikke den eneste dansker, der markerede sig natten mellem søndag og mandag. Også Lars Eller, der spiller i Montreal Canadiens, fik bugseret pucken over mållinjen. Desværre for Eller var scoringen ikke af større betydning, da hans hold allerede var bagud 1-5 og endte med at tabe til 2-6.

I alt skøjter der fem danske spillere rundt i NHL i denne sæson. Udover Bødker og Eller spiller Frans Nielsen i New York Islanders, Jannik Hansen i Vancouver Canucks og målmanden Frederik Andersen i Anaheim Ducks. Dermed ligger Danmark som nation på 10. pladsen over lande med flest aktive NHL-spillere. I top 3 finder man ikke overraskende Canada, USA og Sverige.