Vinterbadning kan give dig mere energi og give dig en følelse af velværd, siger landsformand for vinterbadere.

. 10-20 sekunder. Mere skal der ikke til for at frigive hormoner, der gør dig lykkeligere, og give dig et "kick", der holder hele dagen.

Det fortæller Jørgen Hedevang, som er formand for landssammenslutningen af vinterbadere.

- Det er en opkvikker. Det er en energibooster på samme måde som en løbetur, cykeltur eller svømmetur. Det giver en følelse af velværd bagefter, siger han til Ritzau Fokus.

Ud over at være landsformand er Jørgen Hedevang også formand for vinterbaderne i Vikingeklubben Isbjørnen i Aalborg, og her er de netop nu i gang med at byde nye vinterbadere velkomne.

For vil man bytte løbeturen ud med en isnende dukkert, så er det en god idé at starte allerede nu, så kroppen vænner sig til det kolde ritual.

- Det er ikke særligt koldt nu, men det bliver rigtigt koldt i december. Der kan man klare at være i vandet i nogle få sekunder, før man skal op igen, siger Jørgen Hedevang.

Og det er godt at træne sig langsomt op, fortæller overlæge og klinisk lektor ved Københavns Universitet Bo Belhage til Videnskab.dk.

Han har tidligere undersøgt, hvad vinterbadning gør ved kroppen, og i eksperimentet besvimede to utrænede vinterbadere.

Er man ikke vant til de kolde vandtemperaturer, er det derfor en god idé at være nogle stykker sammen, første gang man hopper i - og gerne nogen, der har prøvet det før.

På den måde kan de hjælpe med at svare på eventuelle spørgsmål, og så kan de hjælpe en med at komme op igen, hvis man får det dårligt eller besvimer i isvandet.

Ud over den kolde opkvikker bruger mange også isbadningen som et fristed og wellness-sted, der kombineres med en saunatur efter badningen, fortæller Jørgen Hedevang.

- Mange strækker sådan en badetur over halvanden time eller to, især hvis man er flere sammen. Det er ren afslapning, siger han.

For nogle bliver en morgen- eller aftenrutine at hoppe i vandet hver dag, mens det for andre er en ugentlig ting. Jørgen Hedevang bader selv mellem en og to gange om ugen - og det er som oftest uden tøj.

- De fleste hos os hopper i vandet uden tøj. Det er klamt, koldt og rigtig ubehageligt at komme op af vandet med badetøj, så det er mere praktisk ikke at have tøj på, siger han.

Bo Belhage råder på Videnskab.dk til, at man hopper i vandet tre gange om ugen, hvis man vil have de positive effekter som færre sygedage og følelsen af at være mere rask ud af det.

Sådan vinterbader du:

- Sænk kroppen roligt ned i vandet og spring aldrig på hovedet i. Gå aldrig direkte fra sauna til iskoldt vand. Det kan medføre en mindre blodtryksstigning.

- Bad sammen med andre, så du kan få hjælp til at komme op af vandet, hvis du bliver skidt tilpas. Hold øje med hinanden og signaler med det samme, hvis du pludselig føler dig dårlig.

- Træk vejret roligt og undgå at hyperventilere, så du risikerer at besvime i vandet.

- Hold dig tæt på trappe eller opgang, så du kan nå stigen i få tag. Hvis du er i vandet mere end to minutter, kan det kolde vand reducere følelsen i kroppen, og du kan få svært ved at kravle op af vandet.

Kilde: Rådet for Større Badesikkerhed

/ritzau/FOKUS