Brøndby-træner Alexander Zorniger havde et klart budskab til de Brøndby-spillere, der ikke greb chancen i den snævre 2-1-sejr over Frem

Alexander Zorniger er ikke en mand, du skal komme på tværs af. Det er Brøndby-træneren helt tydelig omkring i både sin omgang med medier, men specielt også sit syn på spillerne. Så da han havde set sine Brøndby-reserver have problemer mod Frems 2. divisionshold, raslede han med sablen trods sejren på 2-1 og målene af Christian 'Greko' Jakobsen og Teemu Pukki.

»Det var svært for nogle af spillerne. Men når du får chancen på en bane med 5-6.000 tilskuere, skal du gribe den. Du skal løbe som ind i helvede. Hvis spillerne ikke løber, har de ikke en fremtid i det her system. Overhovedet ikke. Undtagen hvis de scorer to eller tre mål pr. kamp,« sagde Zorniger efter kampen.

Og det var ikke, fordi Brøndby-træneren havde svært ved at sætte sig selv op til den råkolde kamp foran 6.543 tilskuere i Valby. Det er nemlig i DBU Pokalen, at han ser Brøndbys største mulighed for succes. Og derfor vil Brøndby gå efter den til det allersidste.

»Jeg rangerer pokalen højt. Jeg har fra starten sagt, at vi er i stand til at slå hvert eneste hold. Men vi er ikke i stand til at vinde fem-seks kampe i træk. Det er vi ikke stabile nok til. Vi er ikke fysisk i stand til det. Men vi kan vinde hver kamp, og så er pokalen en turnering, hvor vi kan nå finalen eller endda vinde. Det skal være vores mål i år. Og det er ikke urealistisk,« sagde Zorniger.

I Valby Idrætspark var alt, som det skulle være i den gamle arbejderklub. Der var en fadøl i de fleste frie hænder, Socialdemokraterne og Enhedslisten havde en bandereklame hver og Kim Larsen blæste ud af de gamle højttalere på tribunen. Så var det ligesom på plads. Ude af verden. Det er her, vi er.

Sådan har det været i rigtig mange år, men engang var Frem en klub, som spillede i samme række som dagens modstander fra Brøndby. Nu er der to rækker op, og vimplerne fra Juventus, Atletico Madrid og Zaragoza med årstallet 1992 bliver mere og mere støvede i det lille og slidte presserum.

I en enkelt kamp mod Brøndby kunne Frem dog være med i 80 minutter.

»Selvom det kun stod 1-1, var jeg ret sikker på, at vi ville vinde kampen, for 20 minutter før tid begyndte deres spillere at få krampe. De gjorde det godt. De løb, de kæmpede og flere af deres spillere havde god fart. Men jeg tror ikke, de havde meget mere end deres ene chance. Vi havde styr på kampen,« lød det fra Zorniger.

Brøndby kom planmæssigt foran på et mål af Christian 'Greko' Jakobsen, men efter en halv time fik Beran Camili Valby til at syde. Han trak ind i banen og bankede bolden i nettet via overliggeren. Og derfra var det en meget lige kamp mellem de to hold.

Helt symbolsk scorede Teemu Pukki dog sejrsmålet til sidst, da han nærmest ved at snuble i bolden fik sendt Frederik Holsts flade indlæg i mål til 2-1. Halvdelen af stadion kunne ånde lettet op, og den anden halvdel har nok alligevel en anledning til at få en enkelt øl mere efter en flot præstation.

Også selvom det er Brøndby, der nu skal spille ottendedelsfinale i DBU Pokalen.