Søndag aften måtte Roma se sig slået i Serie A's absolutte topopgør, da Juventus hjemme vandt 3-2. Ifølge Roma-anfører Fransesco Totti var det dog ikke Juventus, der slog dem.

Matchfixing er for alvor et tabubelagt emne i støvelandet, hvor købte dommere og aftalt spil tidligere har lagt en sort skygge ned over Serie A. Specielt Juventus har spillet en skamfuld rolle i denne sag, da de i 2006 blev tvangsnedrykket til Serie B efter en større matchfixing-skandale.

Og nu hentyder Totti til, at det ikke er helt slut med god dommertække hos 'Bianconeri'. Juventus fik tilkendt to straffespark, der begge blev begået lige på kanten af feltet.

- Jeg ved ikke, om det var dommerne der slog os, men vi tabte i hvert fald ikke til Juventus her til aften. De burde spille i deres egen liga, raser den 38-årige Roma-favorit.

Hentydningen forblev knap nok en hentydning, da Totti havde svært ved at beherske sig efter nederlaget. Han kom så tæt på direkte anklager, som man kan, uden at løbe ind i en disciplinær-sag.

- Om vi har samme mistanker som før? Jeg er ikke den eneste, der er af den overbevisning, det er noget hele Italien burde diskutere. Med Juventus er der aldrig nogen tvivl, der er bare straffe. Nu kan jeg ikke sige mere, så bliver jeg suspenderet, sagde kaptajnen ifølge Fotball Italia efter kampen.

Også Tottis træner Rudi Garcia stillede sig kritisk overfor dommerpræstationen og Juventus' generelle position blandt dommerne.

- Vi tabte, fordi vi ikke scorede på vores chancer, og fordi vi lavede defensive fejl. Og så er det ærgerligt, at de gør straffesparksfeltet lidt større i Torino, sagde Garcia, der i øvrigt blev bortvist fra kampen efter en sarkastisk violin-gestus fra sidelinjen.

I det hele taget var det en meget dramatisk affære på Juventus Stadium søndag aften. Tre straffespark, to røde kort og en sen sejrsscoring fra Bonucci afgjorde affæren. Begge hold havde inden søndagens opgør vundet alle deres fem liga-kampe. Efter sejren til 'Den Gamle Dame' er de zebrastribede nu alene i toppen af Serie A med Roma, Sampdoria og Udinese som de nærmeste forfølgere.