En krig på ord udspiller sig i øjeblikket i de uruguayanske medier. Ordkrigen er mellem Luis Suarez og dennes tidligere agent Daniel Fonseca. Luis Suarez mener, at Daniel Fonseca skylder ham penge tilbage fra Suarez' skifte til europæisk fodbold og hollandske Groningen i 2006. 'Han er en løgner,' siger Fonseca, men det stopper ikke der.

Luis Suarez blev onsdag interviewet af den uruguayanske TV-kanal Montecarlo TV. Her sagde han, at Daniel Fonseca skylder Suarez 20 procent af transfersummen for skiftet i 2006 fra Nacional til Groningen; Et beløb i omegnen af 160.000 Euro.

Men det er altså løgn og latin, hvis man spørger Daniel Fonseca. Suarez' tidligere agent gav svar på tiltalen på radiostationen Radio 1010.

»Han lyver. Han er en knægt med mentale problemer, det ved alle. Han går til psykolog, men jeg tror ikke, det virker,« sagde Fonseca til radioprogrammet og fortsatte:

»Knægten tæller på fingrene. Han kan ikke regne.«

Daniel Fonseca fastslog over for programmet, at deres kontrovers slet ikke handler om penge.

»Det hele startede, da jeg skulle overbringe en meget ubehagelig besked til knægten (Luis Suarez, red,), da han spillede for ungdomslandsholdet. Det var tre af hans holdkammerater, som ringede til mig og sagde, at de havde det svært med Luis. Jeg måtte sige noget meget ubehageligt til Luis, og han tog det ikke så pænt. Hvad jeg sagde, vil jeg tage med mig i graven,« sagde Daniel Fonseca.

 
Luis Suarez giver her Pepe en albue i hovedet. Spørgsmålet er, om det er med vilje
Vis mere

Daniel Fonseca, som tidligere har spillet for blandt andre Juventus, har tydeligvis ikke meget tilovers for Luis Suarez' ageren i sagen.

»Den kujon, burde fortælle sandheden i stedet for at svine mig til og sige, at jeg skylder ham en masse penge. Hvis han havde noget mod i kroppen, ville han fortælle, hvad jeg sagde dengang. Det er grunden til at denne skammelige person ikke har modet til at tale og har gemt sig i seks år,« sagde Daniel Fonseca om Barcelonaspilleren.

Luis Suarez og FC Barcelona spiller lørdag aften ude mod Real Sociedad i La Primera Division.