Engang høvlede Nicklas Bendtner kasserne ind for det danske landshold.

Den farverige angriber lossede læderet i mål hele 30 gange i den rød-hvide trikot – men netop den del havde Danmark umådelig svært ved i de to opgør senest, mod Schweiz og Færøerne.

Til de kampe havde Bendtner taget plads i TV 2s studie som ekspert, og i stedet for den glæde og ekstase han følte ved at score mål i sin tid, var fornemmelsen i stedet irritation og frustration.

Det fortæller han i sin podcast 'Stolpe ind.'

»Det irriterer mig rigtig meget, når jeg kigger på det danske landshold. Vi har nogle dygtige spillere, men det virker til, at når hver enkelt får bolden, så er der ikke en plan. Det gør, at vi ikke gør vores spillere bedre,« siger Nicklas Bendtner i udsendelsen.

Ifølge den 36-årige fodboldpensionist spiller landsholdet ikke nok for hinanden – og hvis det lykkes, bliver fokus i stedet 'bare' at holde nullet.

Og det frustrerer ham.

Til gengæld var det klart, at landsholdet stadig står hans hjerte meget nært, da han stod i TV 2-studiet.

Her omtalte han blandt andet landsholdet som »vi,« og du kan læse B.T.s dom fra Nicklas Bendtners to tv-optrædener her og her.