AGF's direktør Jacob Nielsen er optimistisk på klubbens vegne i den nye fremtid med Glen Riddersholm i cheftrænersædet.

I et interview med stiften.dk bliver han spurgt til, om der fortsat er masser af uforløst potentiale i og omkring klubben - den klub, der i de seneste mange år har været langt fra fordums styrke og langt fra konkurrenterne fra især FC København og FC Midtjylland.

Direktørens svar efterlader et indtryk af, at det er der.

»Ja, ja. Skal jeg være fræk, så vil jeg sige, at der i nyere tid er klubber i Skandinavien med et meget mindre potentiale end her, der er kommet i Champions League. AaB, Rosenborg, FC Nordsjælland, ja, Malmø kan man vel også tage med. Det er de lykkedes med, fordi deres respektive kultur, strategi, opbygning er helt rigtig. Det er jo ikke naturligt, så det er vel klubber, der har overpræsteret, og som bare har været dygtige til at opbygge en kultur, hvor alle trækker i samme retning. Det gør alle også i AGF nu. Jeg siger ikke, at vi kommer i Champions League, men vi er godt på vej med at bygge den kultur op, vi gerne vil have,« siger Jacob Nielsen til stiften.dk.

Aarhus er en by, der traditionelt forventer meget af AGF, men Jacob Nielsen føler sig ikke presset til at levere en masse gode resultater.

»Det er også fordi, at der er gået ti år, hvor det ikke er gået særligt godt. Det er jeg jo lidt hjulpet af. Jeg havde heller ikke sagt ja til at komme, hvis ikke AGF var rykket ned i 2014. På den måde, vidste jeg, at jeg kunne få lidt fred til at gøre tingene på min måde, fordi vi startede lidt fra nul. Det ville have været svært at tage til eksempelvis AaB og så begynde at gøre det her, for de har jo noget, der har virket deroppe i mange år. Så når jeg har kunnet tillade mig at tale om arrogance eller andre ting, som det ikke er normalt at vende, når man kommer som ny udefra,« siger Jacob Nielsen.

AGF ligger nummer ni i Superligaen med 21 point for 18 kampe. Meget skal gå galt, hvis ikke aarhusianerne spiller i Superligaen næste sæson.

Der er nemlig 11 point til Hobro under nedrykningsstregen.

AGF indleder den nye sæson mod OB 28. februar.