Lewis Holtby, der ligesom Christian Eriksen kom til Tottenham i 2013, er nu officielt blevet solgt fra London-klubben. Lejeaftalen med Hamburger SV er blevet erstattet af en permanent aftale.

Som spillertype minder de ganske meget om hinanden, Christian Eriksen og Lewis Holtby. Tyskeren var udråbt som en kreatør med kæmpe potentiale, da han for halvandet år siden forlod Schalke, men han har ikke opnået samme succes som sin danske konkurrent. Han nåede ellers at få mere end 20 Premier League kampe hos the Spurs, inden han blev skibet afsted på en låneaftale.

Først var det Fulham og den berygtede tyske manager Felix Magath, der tog imod Holtby, men det blev ingen succes, og Fulham rykkede ned med et brag. Siden blev den 24-årige tysker sendt hjem til Tyskland, og en ny lejeaftale i Hamborg, offentliggjort op til indeværende sæson.

Men ifølge tyske Bild har HSV allerede gjort gavn af den købsklausul, der var indskrevet i lejekontrakten, således at Holtby er lejet i Tottenham indtil sommer, og derefter officielt bliver HSV-spiller. Hamborg-klubben betaler 5 mio. pund eller 47 mio. kr. for playmakeren, der må have imponeret i sine første otte kampe, siden købsklausulen så hurtigt er blevet aktiveret.

HSV, der i sidste sæson måtte igennem to playoff-opgør mod Greuther Fürth, inden de på reglen om udebanemål sikrede sig endnu en sæson i Bundesligaen. Igen i år er traditionsklubben kommet sløjt fra start med bare én sejr i de første syv opgør, og HSV ligger igen under stregen.