Bobby Powers' liv udviklede sig til en tårevædet tragedie, da han på blot et halvt år gik fra at være sund og rask til at dø af kræft som kun 40-årig.

Inden sin hjerteskærende død nåede den tidligere fodboldspiller dog at få et sidste ønske opfyldt – at gifte sig med sin kæreste gennem mange år, Jemma Power-Bliss.

Det skriver en lang række medier herunder Daily Mail.

Parret blev gift på Valentines day foran venner og familie, hvor Powers havde fået kørt en hospitalsseng på plads på hotellet i Oldham, hvor parret blev gift.

Bobby Powers fik sin Jemma Power-Bliss kort inden sin død. Her bliver de gift, og parrets tre døtre står i baggrunden.
Bobby Powers fik sin Jemma Power-Bliss kort inden sin død. Her bliver de gift, og parrets tre døtre står i baggrunden. Foto: Instagram/@100.percent.or.nothing
Vis mere

Kun to uger senere, 29. februar, døde han, omringet af sin familie på et hospice i selvsamme by.

Tilbage i september fik Bobby Powers det dårligt under en vandretur. Kort efter blev han ramt af en brutal diagnose: kræft i bugspytkirtlen.

Powers, der havde en fortid på Manchester Uniteds ungdomshold, dengang Sir Alex Ferguson var cheftræner i klubben, blev sidenhen personlig træner med tusindvis af følgere på sociale medier.

Men hurtigt var den fysiske transformation ganske tydelig, da Powers tabte sig voldsomt, og hans ydre ændrede sig drastisk i takt med sygdommens unådige og ubærlige greb på ham. 

»Jeg tænkte 'no way, ikke dig … Du kommer til at leve, til du er 110.' Men desværre var det rigtigt,« siger hans mor Estrella Barry ifølge Daily Mail.

Bobby Powers efterlader sig sin kone og tre døtre. Loven, Kaitlyn og Heidi på 20, 19 og 12 år.