Leonardo Bonucci skifter Juventus ud med AC Milan og skriver under på en femårig kontrakt.

En af sommerens mest overraskende og opsigtsvækkende handler i europæisk fodbold er nu officielt faldet på plads.

Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at Leonardo Bonucci skifter til AC Milan, da klubberne har været enige om handlen i en uges tid, men nu har den 30-årige forsvarsspiller officielt skrevet under.

Den italienske landsholdsspiller har skrevet under på en femårig kontrakt med AC Milan, der henter forsvarsklippen i Juventus.

Det oplyser AC Milan torsdag på sin hjemmeside.

Ifølge italienske medier betaler Milan omkring 300 millioner kroner for Bonucci, der betragtes som en af verdens bedste forsvarsspillere.

Dermed fortsætter Milan sit spektakulære transfervindue, hvor klubben har hentet flere profiler og nu også fra ligarivalerne Juventus.

Hos Juventus har Bonucci været en fast del af den bagkæde, der har dannet grundlaget for en lang række italienske mesterskaber i træk og en plads i sidste års Champions League-finale.

Desuden er italieneren noteret for 70 landskampe, og han har scoret syv mål for de azurblå.

Med skiftet til AC Milan skal Bonucci forsøge at bringe den norditalienske klub tilbage til toppen i den bedste italienske række, Serie A.

Milan blev nummer seks i rækken sidste sæson, mens man skal tilbage til 2011 for at finde klubbens seneste ligatitel. Og nu tyder det altså på, at Milan for alvor vil indfri sine ambitioner om at vende tilbage til fordums styrke.

Foruden Bonucci har Milan hentet André Silva (fra Porto), Ricardo Rodriguez (Wolfsburg), Lucas Biglia (Lazio), Franck Kessie og Andrea Conti (Atalanta), Mateo Mussachio (Villarreal), Fabio Borini (Sunderland) og Hakan Çalhanoglu (Leverkusen).

/ritzau/