Det har været en værre rodebutik i traditionsklubben Fremad Amager den seneste tid.

Men efter meldinger om spændinger internt i den konkurstruede klub, har kaosset ramt endnu engang.

Cheftræner Carit Falch er nemlig blevet sygemeldt. Det skriver Bold.

»Efter den seneste tids skriverier har Carit Falch brug for en pause, og han er efter et ildebefindende i eget hjem i sidste uge blevet sygemeldt,« lyder det fra klubbens ejer, Lars Hein, til mediet.

Bold har tidligere afdækket, hvordan spillerne har været utilfredse med Carit Falch, ligesom der har været meldinger om psykisk vold.

Indtil videre tager assistenttræner Fabio Mazzone midlertidigt over for Carit Falch, hvis sygemelding er på ubestemt tid.

Carit Falch, der har været cheftræner i Fremad Amager siden januar i fjor, har tidligere stået i spidsen for flere hold i Superligaen.

Han har blandt andet en fortid i boldklubberne fra Lyngby og Vejle.