Manchester United og Rasmus Højlund leverede en skuffende – og til tider bekymrende indsats – da de var heldige med ikke at tabe til midterholdet Bournemouth. Kampen viste også, at der stadig er et problem omkring Rasmus Højlund.

Her får du B.T.s dom fra opgøret mellem Bournemouth og Manchester United, der endte 2-2.

Lørdag 13. april 2024 må have været en af de dage, hvor det er ret så frustrerende at hedde Rasmus Højlund – og det er hundesvært at give den danske terrier karakter.

For stjerneangriberen kæmpede, fightede, løb hundredvis af sure meter og gav alt, hvad han havde. Men for det meste førte det ikke til noget som helst.

Danskeren kom lidt bedre med i anden halvleg, men generelt var det endnu en gang et kæmpe problem, at den tidligere FCK'er blev sat så lidt i scene af sine holdkammerater.

Højlund spillede langtfra en fejlfri kamp, men blev absolut ikke hjulpet af sine offensive kollegaer. Han var dog semi-involveret i Uniteds første mål, da han boksede med en Bournemouth-forsvarsspiller, da Bruno Fernandes hamrede 1-1 udligningen i kassen.

Rasmus Højlund spillede desværre ikke en hovedrolle mod Bournemouth.
Rasmus Højlund spillede desværre ikke en hovedrolle mod Bournemouth. Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvor skal man næsten starte? For der var MEGET at tage fat på for Manchester United efter den rædderlige første halvleg.

Rasmus Højlund og kompagni kunne faktisk prise sig lykkelige for ikke at være bagud med tre eller fire mål i pausen, hvor Bournemouth legede sig igennem United-forsvaret, der slet, slet ikke var mødt op.

Efter pausen var det væsentligt bedre for Manchester United – i begge ender af banen – efter den pinlige indsats i opgørets første halvdel. Én ting gjorde dog ondt med danske briller.

Det blev en af den slags kampe, hvor Rasmus Højlund på ingen måde bliver sat i scene – og han derfor har virkelig hårde arbejdsbetingelser. Det peger også tilbage på træneren: Den skal du løse, Erik Ten Hag!

Når United-spillerne sætter sig ind i bussen og forlader stadion, skal de virkelig føle sig heldige over det, der skete efter 64 minutter.

For det var en enorm tilfældighed, der bragte storholdet på 2-2 efter Bruno Fernandes' stensikre straffespark.

Dødbolden blev nemlig dømt på baggrund af Kobbie Manoos langskud, der i første ombæring blev rettet af af en Bournemouth-spiller.

Dernæst fløj bolden over på armen af uheldige Adam Smith, der gjorde sig skyldig i forseelsen. I kampens døende minutter var Manchester United centimeter fra at begå et straffespark, men et VAR-tjek afgjorde, at der i stedet tilfaldt Bournemouth et frispark.

Rasmus Højlunds holdkammerater lignede nogen, der havde svært ved at få øje på danskeren.
Rasmus Højlunds holdkammerater lignede nogen, der havde svært ved at få øje på danskeren. Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det stinker langt væk af en lunken sæson for De Røde Djævle, der roligt ser drømmen om europæisk fodbold i den kommende sæson fordufte.

Klubbens fans må sidde og råbe på, hvad hulen Erik Ten Hags gameplan egentlig er, og måske Rasmus Højlund også stiller sig selv et spørgsmål eller to.

For når man ser mandskabet præstere, som det var tilfældet lørdag aften, ligner det noget af et mirakel, at danskeren har formået at lave syv kasser i Premier League.

Manchester Uniteds kommende opgaver er Coventry i den engelske FA Cup om en god uge, inden den igen står på Premier League-point mod Sheffield United onsdag 24. april.