En skade tvinger Kasper Hjulmand til at skifte ud i truppen.

Christian Nørgaard har nemlig afbud til fodboldlandsholdets kommende testkampe mod Schweiz og Færøerne på grund af en skade.

Nu har landstræneren udtaget Celtics Matt O'Riley i stedet. 

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på det sociale medie X.

O'Riley debuterede i startopstillingen, da Danmark i november spillede sin seneste landskamp. Her tabte Danmark 0-2 ude til Nordirland.

I første omgang var han dog ikke udtaget til testkampene. Selv om Christian Nørgaard i weekenden udgik skadet for Brentford, så prognosen lys ud.

Ved tirsdagens landsholdsudtagelse sagde Kasper Hjulmand, at Nørgaard selv var "helt sikker" på at han ville blive klar til landskampene.

Det blev han så alligevel ikke.

Spillemæssigt er der stor forskel på de to midtbanespillere. Mens Christian Nørgaard oftest indtager en mere defensiv og kontrollerende rolle, er O'Riley vant til at have en afgørende rolle længere fremme på banen.

I indeværende sæson har han lavet 11 mål og ni måloplæg i Skotlands bedste række.

23-årige O'Riley har en engelsk far og en dansk mor. Tidligere i karrieren spillede han på de engelske ungdomslandshold.

Lørdag 23. marts skal Danmark møde Schweiz i Parken. Tre dage senere venter Færøerne i Brøndby.