Forskere har med succes behandlet patienter med celler skabt af stamceller. De synshæmmede patienter har fået synet delvist igen, og behandlingen rummer store perspektiver for ældre patienter, der døjer med synsproblemer.

Behandlingen af patienter med stamceller har taget et nyt og vigtigt skridt, efter at det i et forsøg er lykkedes forskere at give to næsten blinde kvinder deres syn delvist igen. Det skriver Berlingske.

Forsøget er det første, hvor der er opnået et positivt og målbart resultat ved at behandle patienter med celler, der er blevet skabt af såkaldte embryonale stamceller.

I forsøget er stamcellerne blevet manipuleret til at blive nethindeceller, som derefter er blevet sprøjtet ind i patienternes øjne. Efterfølgende er der opnået så positive resultater, at de to patienter blandt andet kan skelne bogstaver og se konturerne af deres fingre i stedet for blot deres hænder.

Forsøget er så opsigtvækkende, at det er offentliggjort i det lægefaglige tidsskrift Lancet med ledsagende kommentar. Forsøget er ikke alene det første, der er blevet gennemført med embryonale stamceller på mennesker. Det viser også, at behandlingen med sådanne celler er sikker – cellerne opfører sig, som de skal – og at den virker på en øjensygdom, der er meget udbredt.

Den ene af de to patienter, en kvinde i 70erne, lider nemlig af alderspletter på nethinden (AMD), der rammer op til en tredjedel af alle danskere i mere eller mindre grad, inden de fylder 75 år.

Kommentaren i Lancet fastslår, »at det langt om længe er lykkedes at realisere det potentiale til terapeutisk behandling, som celler skabt af stamceller har«.

- Det ultimative, terapeutiske mål for synshæmmede patienter må være, at de kan blive behandlet tidligere i deres sygdomsforløb og dermed forhåbentlig øge chancen for, at deres syn bliver reddet, hedder det.

Men behandlingen er krævende for den enkelte patient. Den medfører blandt andet, at immunsystemet før behandlingen bliver undertrykt ligesom før en organtransplantation. Forsøget er foretaget af forskere fra blandt andet virksomheden Advanced Cell Technology USA. Her understreger man, at det har store perspektiver, men der manes også til besindighed og henvises til forsøgets beskedne størrelse, og de vil ikke udelukke, at de to patienter bliver nødt til at modtage yderligere behandlinger.

Stamcelleekspert og professor på Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, Jens Zimmer Rasmussen, siger til Berlingske, at »det er nu, det begynder at ske« med terapeutisk brug af celler udviklet af stamceller.

- Der vil komme større forsøg med mere regulære opgørelser og resultater, vurderer han:

- Vi kommer ikke til at vente mange år, før vi ser noget lignende i behandlingen af Parkinsons med transplantable og sikre celler.