På fredag går renoveringsarbejdet af Langebro i København i gang, og det betyder, at omkring 100.000 trafikanter bliver berørt, det skriver TV 2 Lorry.

Langebro er en af Danmarks mest befærdede broer. På hverdage bevæger cirka 58.600 køretøjer og 40.400 cykler sig over broen, hvor også fodgængere kommer.

Renovering af fuger

Det er nogle tværgående fuger på broen, som er i så dårlig stand, at den skal gennemgå en større renovering.

Arbejdet udføres over sommeren i ferieperioden for at genere så få trafikanter som muligt.

Dermed starter renoveringen den 15. juni og slutter igen den 6. august 2018. Teknik- og Miljøforvaltningen har givet tilladelse til en udvidet daglig arbejdstid, således at arbejdet kan begrænses til otte uger.

Langebro i København skal renoveres, det kommer til at påvirke op mod 100.000 trafikanter.
Langebro i København skal renoveres, det kommer til at påvirke op mod 100.000 trafikanter. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Kødannelse og støjgener

Under renoveringen vil det stadig være muligt for biler og cykler at passere broen. Men trafikken kommer til at foregå i to indsnævrede kørespor i begge retninger for biler og busser og i indsnævrede cykelstier og fortov for cyklister og fodgængere.

Det betyder, at der kan opstå kødannelser og øget transporttid samt perioder med støj og støv.