Nu strammes rebet endnu en gang om bedrageridømte Erik Skov Pedersen og Henriette Kjærs økonomi.

Nye papirer viser, at Erik Skov Pedersens firma, Byg Pro 1 ApS, er blevet mødt med krav fra Skat om at tilbagebetale moms for udgifter i 2008, som Skat ikke mener, at Skov Pedersen har haft ret til at få refunderet.

- Efter regnskabsårets udløb er selskabet blevet mødt med krav fra Skat om at tilbagebetale den refunderede moms fra tidligere år. Kravet bestrides, står der i årsrapporten, der blev indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for tre uger siden.

Skat har desuden nægtet at udbetale 57.307 kr. til Erik Skov Pedersen, som han mener at have til gode i moms.

Skat anerkender ikke aktiviteter


B.T. har forelagt regnskaberne for registreret revisor Sven-Erik Jensen. Han kan ud fra regnskaberne ikke fastslå, hvor meget Skat kræver tilbagebetalt fra Erik Skov Pedersen, fordi regnskabet kun indeholder, hvad der minimum kræves af en årsrapport.

- Det sker sjældent, at Skat beder et selskab om at tilbagebetale moms, som dette har modtaget. Det er oftest kun i tilfælde, hvor Skat vurderer, at det pågældende selskab er luftigt eller ikke har haft nogen aktivitet gennem længere tid.

Skat har åbenbart ikke anerkendt aktiviteterne i Erik Skovs virksomhed på en sådan måde, at selskabet har været berettiget til at trække momsen fra, siger Sven-Erik Jensen til B.T.

Erik Skov Pedersen blev 9. maj i år idømt tre års fængsel for groft bedrageri og dokumentfalsk for 5,4 mio. kr.

Ud fra oplysningerne i regnskabet er det ikke muligt at se, hvad det er for udgifter, Erik Skov Pedersen og Skat skændes om.

- Man kan ikke konkludere, at Erik Skov Pedersen bevidst har snydt Skat ved at trække moms fra, som han ikke har ret til. Men Skat må mene, at selskabets aktivitet har været fiktiv eller hobbypræget.

Man kan jo ikke bare oprette et selskab, for blot at trække udgifter fra og dermed forsøge at få moms tilbage, siger Sven-Erik Jensen.

Forretningspartner konkurs


Erik Skov Pedersen oprettede selskabet Byg Pro 1 ApS i oktober 2007. Kort efter købte den tidligere konservative pressechef Gundsø Rådhus, som han havde planer om at ombygge til et pleje- og ældrecenter og derefter sælge videre til den stenrige pensionskasse, PensionDanmark.

Men Erik Skov Pedersens forretningspartner Peter Forchhammer gik konkurs, og siden har der ikke været aktivitet i firmaet.

Ifølge selskabets statsautoriseret revisor, Bjørn Bengtsson, er Erik Skov Pedersen og revisoren i dialog med Skat.

Uenighed om udgifter

- Det drejer sig om, at firmaet har trukket momsen fra for nogle udgifter, og det er der så opstået disput om med Skat. Skat mener, at der skal betales penge tilbage, og det mener vi ikke. Men det skal vi drøfte videre med Skat, siger Bjørn Bengtsson.

Hvor stort et beløb drejer det sig om?

- Jeg bryder min tavshedspligt, hvis jeg siger det.

Ifølge Sven-Erik Jensen er det svært at se, at Skat skulle få noget ud af at hive Erik Skov Pedersen i retten.

- Enhver kan se, at der ikke er noget at komme efter i selskabet, så det får de formentlig ikke noget ud af, siger Sven-Erik Jensen.

Erik Skov Pedersen oplyser også i årsrapporten, at selskabet vil overveje fremtiden, hvis det bliver pålagt at tilbagebetale pengene.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Erik Skov Pedersen.

Se ledelsesberetningen fra årsrapporten her: