De Radikale vil give mænd positiv særbehandling for at få dem ind på lægestudiet, som er ved at udvikle sig til et kvindefag. Ikke en god idé, siger studiechef.

Universiteterne skal holde sig langt væk fra kønskvotering. Det mener studiechef på Københavns Universitet, Jakob Lange. Han advarer mod De Radikales kontroversielle forslag om at lade mænd komme foran i køen til lægestudiet, fordi det er ved at udvikle sig til et kvindefag.

- Jeg synes ikke om kønskvotering, fordi den ene uge skal vi optage flere arbejderbørn, den næste flere indvandrere og i denne flere mænd, siger Jakob Lange til Ritzau.

Konkret ønsker De Radikale at øge andelen af studerende på lægestudiet, som optages via den såkaldte kvote 2. Og Jakob Lange kan da godt se det fornuftige i at lave et adgangsbegrænsende system, der ikke ensidigt lægger vægt på karakteren, men også lader andre parametre indgå.

- Det skal dog være parametre, der går ud på at finde de bedst kvalificerede og ikke går ud på, hvor mange drenge og piger der skal optages, for det er noget rod, siger studiechefen.

/ritzau/