Hvis man er til sol og lunere temperaturer, kan man roligt finde smilet frem og glæde sig til weekenden.

Vejret tager nemlig en ordentlig drejning fra, hvad vi ser nu.

Fra kølige temperaturer går vi nemlig til at nærme os 20 grader i den kommende weekend.

Det oplyser DMI til B.T.

»Specielt søndag banker et højtryk på, så der kommer varme sydfra. Det bliver sol og tørvejr, og vi begynder at få lunere luft og varme. Søndag kommer vi op på omkring de 17 grader. Så det er et stort skifte,« siger vagtchef ved DMI, Klaus Larsen.

Efterfølgende fortsætter temperaturen med at stige, oplyser Klaus Larsen.

Fra mandag til onsdag ligger temperaturen lige i underkanten af 20 grader - og enkelte steder passeres det runde tal.

Generelt får hele landet indbydende vejr, men særligt i Sønderjylland vil man opleve de varmeste temperaturer, mens man ved kysterne får det koldest, siger Klaus Larsen.

Før vejrskiftet træder i kraft, skal vi dog gennem den igangværende uge, som fortsætter med temperaturer mellem tre og syv kombineret med blæst og enkelte byger.

Særligt torsdag og fredag bliver blæsende, fortæller Klaus Larsen til slut.

Selvom det kommende vejr formentlig indbyder til masser af gåture, skal man fortsat tage sine forholdsregler i forbindelse med coronavirus, hvilket myndighederne har meldt ud ad flere omgange:

Undgå forsamlinger og hold afstand - også selvom man er ude at gå for at få frisk luft, lyder opfordringen.