Det omfattende læk af fortrolige dokumenter vedrørende USAs forsvars- og efterretningsindsats i blandt andet Ukraine er meget alvorligt.

Det viser de første undersøgelser af indholdet af dokumenterne, skriver BBC.

»Dokumenterne udgør en meget seriøs trussel mod den nationale sikkerhed og har potentialet til at sprede misinformation,« siger Chris Meagher, der er assistent for den amerikanske forsvarsminister, til det britiske medie.

Søndag startede det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, en undersøgelse af, hvor lækket stammer fra.

Det er sket i samarbejde med det amerikanske justitsministerium samt Det Hvide Hus.

»Vi undersøger fortsat, hvordan lækket er fundet sted, samt omfanget af det,« siger Chris Meagher til BBC.

De lækkede dokumenter indeholder blandt andet informationer om våbenleverancer til Ukraine, opgørelser over landets ammunitionsreserver samt vurderinger af Ruslands militære trængsler såvel som ukrainsk militærs udfordringer.

Lækket af dokumenterne anses som værende én af de mest alvorlige sikkerhedskrænkelser, siden flere end 700.000 dokumenter, videoer og beskeder i 2013 blev offentliggjort på hjemmesiden WikiLeaks.