Londons politi har udsendt en efterlysning efter oplysninger om en mystisk mand, der er mistænkt for at have begået to voldtægter med fire års mellemrum.

Den ene af voldtægterne skal være begået i 2018 i Westminster i det indre London – den anden i Shoreditch i det østlige London i 2022.

Nu håber politiet på at få oplysninger, der kan hjælpe med at identificere manden. Fordi man hverken har mandens navn eller billede, har politiet udsendt en computergenereret fantomtegning, der skal forestille den mistænkte for voldtægterne.

»De to forbrydelser blev oprindeligt efterforsket af forskellige hold på grund af afstanden mellem de to forbrydelser, men det er siden lykkes os at koble dem retsmedicinsk til hinanden,« udtaler chefefterforsker Chris Heathcote i en pressemeddelelse.

»Med blik på de fire års mellemrum, må vi gå ud fra, at det er højest sandsynligt, at den mistænkte har udført flere angreb,« lyder det videre i udtalelsen, hvor chefefterforskeren opfordrer alle der føler de har været offer for manden til at melde sig.

I efterlysningen forsikrer Heathcote om, at befolkningen ikke behøver bekymre sig.

»Den mistænkte i begge forbrydelser ser ud til at gå efter kvinder der går alene om natten. Jeg forstår, at der kan være bekymringer over at manden stadig er fri, men jeg kan give alle forsikringer om, at vi tager alle mulige skridt for at sikre at han bliver fundet og retsforfulgt for disse frygtelige forbrydelser,« siger han, og opfordrer alle, der måske måtte vide noget om manden, til at melde sig.

»Enhver information – lige meget hvor lille – kan hjælpe os med efterforskningen,« siger han.