Græske kvinder sidder bagerst i kirken, og de får nadver som de sidste. Og så er de for beskidte til Gud – i hvert fald en lille uge hver måned.
I Danmark har det de senere år været debatteret, om menstruation er for tabubelagt. Og selv om det er blevet ganske moderne at stå ved sin menstruation, er det stadig de færreste, der kundgør, at det nu er den tid på måneden, ligesom det formentlig også er de færreste troende danske kvinder, der ved den tid føler sig mindre rene eller i kontakt med Gud.
Dette er imidlertid realiteten for halvdelen af den græske befolkning – kvinderne – såfremt de vælger at gå i kirke om søndagen.
Røgelsen fylder det hellige rum, og præsten med det lange, hvide skæg messer Guds ord med dyb røst, da Berlingske besøger Den Unge Jomfrus kirke i Thessaloniki. Alle kirkegængere bevæger sig frem mod alteret. Her får de nadver, kysser præstens hånd og går velsignede ud af kirken. Lige med undtagelse af kvinderne med kramper i underlivet og en usynlig – for de øvrige – rød plet i trussen. De må med alle øjne rettet mod sig afvise at kysse præstens hånd, for ifølge den græsk ortodokse kirke er de beskidte – og beskidte kvinder er altså ikke noget, som hverken præsten eller Gud skal nyde noget af.
Og det er ikke kun menstruationsblod, der bliver opfattet som rituelt beskidt. Kvinder, der har født, må i Grækenland ikke komme i kirken 40 dage efter fødslen, idet de stadig kan bløde. Når de 40 dage så er gået, skal kvinderne velsignes og have renset det beskidte blod af sig, før de igen kan komme i kirke hver søndag – lige indtil det igen bliver den tid på måneden.
At kvinder er urene hver måned, er også grunden til, at det er utænkeligt, at en kvinde kan blive præst i den græske kirke. Beskidte præster, den går ikke – og det vil også være et hyr at finde en ren, mandlig afløser i en lille uge hver måned. Så dette står slet ikke til diskussion.
Ikonet af Sankt Thomais hænger i kirken i Thessaloniki i selskab med de øvrige helgener. Hun er forslået med store, hævede øjne. Hun blev tæsket, tortureret og brændt af sin mand hver dag igennem hele ægteskabet. Men hun gav aldrig op. Hun udviste både tålmodighed og tilgivelse ved hver dag at bede for, at pinslerne ville ende. Det gjorde de dog aldrig – men Sankt Thomais er stadig den græske kirkes symbol på en beskytter af ægteskabet – og på hvordan »kærlighed og tålmodighed bør være mellem en kristen mand og kvinde«.
Den græske kirke har massiv opbakning i befolkningen og besidder en ganske enorm politisk magt. Kirkens syn på kvinder er derfor også afgørende for samfundsudviklingen i Grækenland. Der er da heller ikke en eneste organisation, der arbejder for at ændre kirkens kvindesyn, så indtil videre må de urene kvinder holde læberne fra den ortodokse præsts hånd.
Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Grækenland
