Herhjemme er Reddit nok – i den brede befolkning – bedst kendt for at være det sted på internettet, hvor folk mødes for at sladre om danske kendisser og influencere.

Men det forum – eller subreddit, som det egentlig hedder – er blot ét ud mere end tre millioner subreddits.

Du kan med andre ord finde et subreddit om næsten alt, og således også om det australske flyselskab Qantas.

Her blev der 18. marts delt et billede af det måltid, som en passager var blevet serveret under en flyvning.

Og billedet har fået så meget opmærksomhed, at flyselskabet har reageret.

Årsagen er, at måltidet ikke ser specielt appetitligt ud. Det er der bred enighed om i tråden på Reddit, hvor en række af kommentarerne lyder:

  • Hvad i alverden er det for en blanding? Er det pasta? En tærte? Alt det, der blev skrabet ud af flyets ovn?
  • Det er meningen, det skal skylles ud, ikke spises.
  • Min første tanke er, at det er hundemad.

Mest af alt lader der dog til at være enighed om, at det ligner afføring. En bruger spørger også personen, der har delt billedet, hvordan det smagte, og svaret er klart:

»Som skam og fortrydelse«. 

Qantas indrømmer da også, at det ikke er godt nok.

En talsperson siger til 7news, at flyselskabet er »utroligt skuffet over, hvordan dette måltid blev præsenteret,« og at »dette (måltid, red.) slet ikke lever op til vores høje standarder.«