Der er et nyt parti på vej. Lars Boje Mathiesen, der for lidt over et år siden blev ekskluderet fra Nye Borgerlige på grund af et opgør om penge, er manden, der vil grundlægge det.

Partiet har ikke et navn endnu og ikke noget politisk projekt. Jo med én undtagelse: Der skal gøres op med den politiske elite på Christiansborg.

Sådan her formulerer Lars Boje Mathiesen det selv på Facebook:

»vi trænger til et opgør med den nuværende magtelite. Vi skal som befolkning ikke acceptere at vores skattekroner forvaltes mest til gavn for dem.. og ikke os.«

Hvis man skal tro Lars Boje Mathiesen, der i fredags gæstede Borgerlig Tabloid, er der brug for et parti, der ikke er styret af ideologi men kun »sund fornuft«.

Han vil ikke kalde sit parti liberalt, for »ideologi er en spændetrøje«. Han vil ikke formulere et politisk projekt, fordi det skal dikteres af danskernes egen sunde fornuft. Han vil end ikke sige, at partiet ligger til højre for midten, fordi det er gammeldags at se sådan på dansk politik.

Strategien synes at sige så lidt som muligt om selve indholdet for ikke at støde nogle vælgere fra sig. Spørgsmålet er så, hvem eller hvad partiet skal være til gavn for.

Lars Boje taler direkte til et segment, der mest af alt er trætte af politikere. Han går til valg på, at han vil ændre Christiansborg indefra. Det siger sig selv, at det er et løfte, det er næsten umuligt at levere på.

Problemet med den slags partier, der er bygget op om personer og ikke ideologier, er, at de altid ender med at skuffe. Derfor opstår de kun for at bryde sammen igen.

B.T. mener ikke, at der er brug for Boje-partiet. Vi skal lytte til kritikken og til politikerleden, der findes i befolkningen, men nye partier uden indhold er en medicin, der kan forværre sygdommen.

Vi har netop forsøgt os med en SVM-regering blottet for ideologi, og det har ikke været en succes. Det eneste klare resultat har været afskaffelsen af Store Bededag.

Det er med andre ord ikke partier uden ideologi, der er behov for. Tværtimod er der brug for flere politikere med klare visioner for politik og modet til at forsvare dem.

Astrid Johanne høg

Denne leder blev skrevet i en fælles samtale i slutningen af fredagens episode af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: