Glæden, forventningen og spændingen er ikke til at tage fejl af.

Når en af verdens største sportsbegivenheder kommer til Danmark, så er en af cykelsportens helt store fans selvfølgelig klar i vejkanten på de tre danske etaper.

15-årige Carl-Emil Jørgensen fra Gislev er kæmpe cykelfan.

Og han glæder sig mere, end du aner, til, at Tour de France rammer dansk jord.

»Jeg tænker, at det bliver større, end man tror,« lyder det fra den unge cykelentusiast, Carl-Emil Jørgensen.

Han har glædet sig til dansk tour i flere måneder og var med til at køre med Grand Départ-trofæet, da det kom til Odense.

»Danskerne har en idé om, at det bliver stort, men det er meget stort.«

»Da vi så præsentationen fra Tivoli, kunne man se på rytterne, at de blev overraskede over, hvor stort det var.«

Fredag var planlagt med familien i København, og ønskescenariet lød på en god placering, hvor det måske var muligt at få et glimt af rytterne. Og helst ikke ét af de steder, hvor der er allermest pakket.

»Gerne ved Amalienborg, hvor rytterne skal ud i nogle sving, hvor de skal lidt ned i fart.«

Og lørdag venter Nyborg for Carl-Emil Jørgensen og hele familien.

»Vi glæder os megameget til at se dem i Nyborg,« fortæller han.

Men helt præcis, hvor feltet skal følges fra, er endnu ikke helt på plads.

»Jeg vil jo gerne se dem, når de kommer ind over målstregen. Selve sprinten,« forklarer Carl-Emil Jørgensen og fortsætter.

»Jeg tror bare, at der kommer til at være flere lag af mennesker.«

Men hvis han nu vidste, at han var det eneste menneske i hele Nyborg, der skulle se cykelløb, så ville han ikke være i tvivl om, hvor han skulle se det fra.

»Så skulle jeg stå lige der ved målstregen lige ved banden og se dem komme ind. Jeg vil meget gerne se rytteren, der vinder, række hænderne op i luften og køre over stregen,« forklarer Carl-Emil Jørgensen.

Rytterne rammer opløbet i Nyborg lørdag omkring klokken 17. Carl-Emil Jørgensen er klar på sin plads flere timer før det.

»Vi skal i hvert fald stå klar klokken 13,« slår han fast.

Han forudser, at etapen i Nyborg bliver dramatisk.

Han håber, at feltet bliver splittet totalt på Storebæltsbroen. Og så håber han, at rytterne kommer ind i mindre grupper af en ni-ti mand.

»Det kunne være megafedt!«

»Jeg glæder mig virkelig til at se, om feltet splitter, eller om folk bare er for nervøse til at give den gas,« siger den store cykelfan.

Men der er ingen tvivl om, at der er store forventninger til, at det bliver en sprint i Nyborg.

»Jeg håber, at der er nogen, der sætter sig frem og fører ud over broen.«

Carl-Emil Jørgensen har to bud på, hvem der vinder anden etape i Tour de France.

»Det er mest realistisk, at Fabio Jakobsen vinder etapen,« lyder analysen fra Carl-Emil Jørgensen. Men ...

»Det ville være skidefedt, hvis Mads Pedersen vandt og gik i gult. Jeg tror, at det er den eneste dansker, der har en mulighed for at vinde og gå i gult den dag. Ud over Vingegaard, selvfølgelig.«

På tourens tredje dag i Danmark skal Carl-Emil se feltet i enten Vejle eller Jelling. Familien har bekendte i Jelling, hvorfra det er muligt at se det på tæt hold.

»Det kommer lidt an på, hvor meget energi der er tilbage.«

Når rytterne forlader Danmark, så skal Carl-Emil Jørgensen følge med foran fjernsynet.

»Jeg regner med, at resten af Touren bliver foran tv'et.«

Og når rytterne når til podiet i Paris, så har Carl-Emil Jørgensen et godt bud på, hvem der kan lade sig hylde som vinder af Tour de France 2022.

»Pogacar vinder,« lyder buddet.

»Men drømmescenariet er, at Vingegaard vinder, hvilket jeg tror, at der er en stor chance for,« lyder det fra 15-årige Carl-Emil Jørgensen.