Der er disciplinære problemer i FC København. Søndag kostede endnu en tåblig udvisning dyrt for anden gang på blot en uge.

Hvor det torsdag var Benjamin Verbic, der med et rødt kort kostede københavnerne deltagelsen i Europa League, var det søndag midtbanespilleren Daniel Amartey, der så rødt i mere end én forstand.

I 1. halvleg knaldede ghaneseren en albue i hovedet på en modstander, og derfra var det op af bakke for mesterskabsfavoritterne mod FC Nordsjælland.

Mathias Zanka Jørgensen fik dog scoret på et flot hovedstød kort inde i 2. halvleg, men FCNs brasilianske nyindkøb Bruninho beviste, at han kan blive et meget interessant bekendtskab, da han udlignede få minutter senere.

Tyve minutter før tid blev Pelle Nilsson skadet - og da Ståle Solbakken havde brugt sine tre udskiftninger måtte holdet slutte med ni mand på banen. Men trods de to mand i overtal formåede FC Nordsjælland ikke for alvor at sætte sig på begivenhederne.