En øretæve på hjemmebane mod Randers, og en angriber, der føler, at han er vigtigere end holdet.

Det er bare nogle af de problemer, som træner Glen Riddersholm og AGF kæmper med i øjeblikket. Og det var selvfølgelig også et af emnerne i Fodbold FM på Radio24syv mandag aften, hvor krisen i AGF blev taget op af panelet.

Her pegede man bl.a. på det meget lave bundniveau, som aarhusianerne ind imellem udviser i Superligaen.

»Det er urovækkende, at AGF har så lavt et bundniveau. Vi taler om et bundniveau, der ikke engang er godt nok til top tre i første division, lød det fra Steffen Dam, spilekspert på BT, som sammen med vært Rasmus Dam Nielsen, fodboldekspert på 6'eren, Mikkel Bischoff og sportsjournalist på DR, Andreas Kraul, udgjorde panelet.

Og sagen om André Riel fik da også et par kommentarer med på vejen:

»Jeg håber da, at Glen Riddersholm har været inde over købet af André Riel. Jeg forstår slet ikke, de køber ham. Alle ved, at han er en person, der fylder meget. Spørgsmålet var, når man nu endelig havde fået lidt stabilitet, om man så ikke skulle have fundet en anden type end én, som man ved kan skabe uro fra dag ét. «

Hør hele debatten om AGF i podcasten herunder: