Det blev et nej, da en ung mand onsdag forsøgte at købe lightergas på OK Plus i Ry hos Charlotte Friis.

Der er ellers ingen lovgivning, der forbyder unge at købe lightergas, men Charlotte Friis havde det ikke godt med det.

Hun har igennem den seneste måned oplevet, at unge mennesker køber ualmindeligt store mængder lightergas, og det vil hun ikke være med til, forklarer hun til B.T.

»Jeg har tænkt: 'Hvad fanden bruger de det til', i hvert fald i de mængder, de har købt det,« siger Charlotte Friis.

I denne uge blev det for meget, da en ung mand kom ind og ville købe tre flasker.

»Så sagde jeg, at det kan I simpelthen ikke. Jeg vil ikke være med til at sponsorere sådan et misbrug,« fortæller Charlotte Friis.

Den unge mand fik lov til at købe en enkelt flaske og fik herefter at vide, at han ikke skulle komme tilbage igen samme dag.

Onsdag kom endnu en ung mand dog og bad om to flasker lightergas.

»Så tog jeg beslutning: Nu er det slut. Det fik mig til at sige stop,« siger Charlotte Friis.

De har den seneste tid haft udsolgt af lightergas, og det har ellers ikke været normalen de 11 år, Charlotte Friis har arbejdet i butikken.

»Det plejer vi overhovedet ikke at have udsolgt af. Det er ikke noget, folk normalt køber meget væk. Det får mine alarmklokker til at ringe,« siger Charlotte Friis.

Hun fortæller, at det vil være en vurderingssag, hvem der må købe lightergas på tankstationen fremover.

»Vi vil vurdere, hvad vi tror, de skal bruge det til,« siger hun.

En falske lightergas koster 20,95 kroner.

Hun undrer sig dog over, det er hende, der skal sætte en stopper for, hvad hun har mistanke om er et misbrug, de unge har.

»Vi er så omgivet af regler, at det er helt åndssvagt, og så er der ingen lovgivning på sådan et område. Det synes jeg er meget mærkeligt. Det burde være ulovligt,« afslutter hun.