Parterne er blevet enige, og der kommer derfor ikke en togstrejke i Sverige. 

Strejken, der var planlagt til at begynde klokken 15 mandag, ville også have betydning for den danske togdrift. 

Det skriver det svenske medie Omni.

Strejken ville nemlig have stoppet togene på Øresundsbroen. 

Forhandlingerne har været været hårde, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

»Har stået på hele natten og er stadig i gang,« skrev Sekos kommunikationschef, Jonas Pettersson, til TT mandag morgen, inden aftalen var faldet helt på plads. 

Striden drejede sig om en ny overenskomst, som fagforbundet Seko og Almega Tågföretagen, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for togselskaberne, har været uenige om.

Konflikten mellem parterne drejede sig primært om spørgsmål vedrørende arbejdstider og planlægning, skriver TT.