Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs dødsfald er et varsel om et Rusland, der bliver mere og mere autoritært, og som Vesten skal vogte sig for.

»Vi ser ind i en tid, hvor verden bliver mere og mere usikker, derfor skal vi passe på vores sikkerhed,« siger Natos generalsekretær Jens Stoltenberg i en podcast med det norske medie E24.

»Verden er blevet farligere, Nato er blevet stærkere, men vi skal passe på vores sikkerhed i en mere usikker verden,« siger Stoltenberg.

Navalnyjs død afspejler for Stoltenberg et Rusland, der bliver mere og mere totalitært. Han kalder det et brutalt regime, der ikke er bange for at bruge selv de skrappeste midler mod deres modstandere.

»Navalnyj sad i et russisk fængsel, han var i deres varetægt, og de havde dermed et ansvar for hans liv og helbred. Så det er vigtigt nu, at alt kommer frem, hvad der egentlig er sket,« siger Stoltenberg.

Under interviewet kommer Stoltenberg også ind på det kommende valg i USA og spekulationerne om hvorvidt amerikanerne vil trække sig ud af Nato. 

»Nato er en alliance af over 30 lande med forskellige politiske partier, med forskellig geografi, historie og ofte uenigheder mellem landene. Men Nato har været, og jeg er sikker på, at det fortsat vil være den mest succesrige alliance i historien. For vi har formået at samles om det vigtigste, nemlig én for alle, alle for én. Og jeg er overbevist om, at selv efter valget i USA vil USA stadig være en loyal Nato-allieret.«

Interviewet blev lavet under sikkerhedskonferencen i München i denne weekend, hvor også USAs vicepræsident, Kamala Harris, deltager. 

Og det er ikke nogen nem opgave, hun er sat på, efter Trumps udtalelser om at forlade Nato.

For udtalelsen har skabt stor furore både i Nato og i EU – blandt andet hos den indflydelsesrige EU-kommissær for det indre marked, franskmanden Thierry Breton.

»Vi kan ikke gamble med Europas sikkerhed hvert fjerde år. Det amerikanske demokrati er sygt,« sagde Breton til fransk tv tidligere denne uge.