Tøjforhandlerne Hugo Boss og Kaufmann har overtrådt konkurrenceloven i Danmark.

Det fastslår Sø- og Handelsretten mandag i en afgørelse, som har været længe undervejs.

Hugo Boss producerer tøj, som virksomheden sælger i sine egne butikker i Danmark, men leverer samtidig tøj til forhandleren Kaufmann.

I den forbindelse har Hugo Boss og Kaufmann stik imod reglerne udvekslet e-mails med oplysninger om priser, rabatter og mængder, oplyser Sø- og Handelsretten i en pressemeddelelse.

»Når tøjforhandlere fortæller hinanden, hvad de sætter på udsalg og til hvilken pris, begrænser de den konkurrence, som ellers skal sikre forbrugere lave priser og bedre kvalitet,« udtaler vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Røhde.

 De ulovlige udvekslinger er foregået fra januar 2014 til november 2017.

Hugo Boss har ført samme praksis med tøjkæden Ginsborg frem til 2018, lyder det.

Konkurrencerådet afgjorde sagerne allerede i 2020, men Hugo Boss og Kaufmann ankede dengang afgørelsen til Konkurrenceankenævnet.

Konkurrenceankenævnet stadfæstede afgørelserne, som blev anket videre til Sø- og Handelsretten. Nu stadfæster Sø- og Handelsretten så også afgørelsen.

Konkurrencerådet har anmeldt overtrædelserne til Statsadvokaterne for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på strafferetlig forfølgelse, lyder det i pressemeddelelsen.