Sidste år måtte 91 danskere behandles for rabies, efter at være blevet bidt af et dyr på udlandsrejsen

Det kan være farligt at klappe en lille abe i Thailand, for bliver man bidt, risikerer man at blive smittet med rabies. 91 danskere blev bidt på rejsen sidste år, mest af hunde og aber, og tendensen er stigende. Det skriver 24timer.

Læs også: Blandt junglens vilde dyr

De fleste danskere bliver bidt i Thailand, men farligst i øjeblikket er Bali, hvor der de sidste par måneder har raset en epidemi blandt øens vilde hunde. Her er 100 lokale beboere døde efter bid.

Det er forskelligt, hvornår man udvikler symptomer, men bliver man ikke behandlet og sygdommen går i udbrud, dør man. Til gengæld er behandlingen 100 procent effektiv.

Rabies - også kaldet hundegalskab - kan spredes fra alle pattedyr, så bliver man bidt i udlandet, skal man hurtigt søge læge.

"Det bedste råd er, at man skal holde sig fra dyr på ferierejsen, siger overlæge Susan Cowan fra Epidemiologisk Afdeling på Seruminstituttet til 24timer. "Aber er ikke nuttede og børn skal ikke klappe de små hundehvalpe, selv om de ser søde ud."

Læs også: Væggelus udvikler sig til monster-skadedyr