I begyndelsen af 2010 åbnede Ritter Sport sin helt egen butik med café og museum i Berlin. Siden har flere end 450.000 gæster besøgt det lille chokolademekka. Vi kiggede forbi.

»Kom nu!« råber en lille dreng på engelsk og kaster et utålmodigt blik tilbage på sine forældre, inden han sætter i løb hen ad fortovet. Hans begejstring tyder på, at vi er på rette vej.

Læs også: 3 choko-oplevelser i London

Ganske rigtigt – få minutter senere står vi indenfor i Ritter Sport-butikken, der summer af liv. Drengen står allerede oppe ved disken, optaget af butikkens helt store trækplaster. For kun 3,5 euro kan man, med hjælp fra en chokolatier, sammensætte sin egen variant af den velkendte kvadratiske chokolade.

Ritter-Sport med chili og guldkorn
Blandt de mange ingredienser, man kan eksperimentere med, finder man alt fra vingummibamser og skumfiduser til guldkorn og chili. Det omfattende udvalg af ingredienser, man kan præge sin Ritter Sport med, gør det virkelig svært at vælge. Når bestillingen er afgivet, kan man omkring 20 minutter senere hente sin personlige Ritter Sport i en flot indpakning.

Mens chokoladen køler af, kan man gå på opdagelse i butikken, der breder sig over næsten 1000 kvadratmeter.

Rulletrappen bagerst i lokalet fører op til førstesalen, hvor man kan følge den såkaldte Schoko-sti, der giver et indblik i chokoladebønnens vej fra regnskoven til fabrikken. Turen ender i en mini-biograf, der viser en film om fabrikkens historie samt gamle reklamespots. Her kan man også finde svaret på, hvorfor pladen er kvadratisk, og hvad den overhovedet har med sport at gøre?

Chokolade-fondue og sød lasagne
Hvis fødderne trænger til et hvil, kan man belejligt slappe af i Schoko-Loungen, hvor de for eksempel serverer sød lasagne og chokolade-fondue. Mens man nedenunder i Schokolateriet kan sætte tænderne i en af de flotte Ritter-Sport kager fra montren.

Hylderne i stueetagen, der bugner af de farverige chokoladeplader, rummer udover de almindelige udgaver også økologiske varianter samt en særlig Berlin-udgave på 500 g. Butikken har naturligvis også sin egen kollektion af farverigt merchandise.

Inden vi over en time efter ankomst forlader butikken, når jeg at få et glimt af den lille dreng, vi mødte ved ankomsten. Med et stort smil om munden og et stolt blik i øjnene modtager han den Ritter Sport, han næsten selv har bygget.  
 

Mere chokolade

Chokolade-middag hos Fassbender & Rausch
Søger du chokolade af en lidt højrere kvalitet end hos Ritter Sport, så er et rigtig godt tip at besøge chokoladeforretningen Fassbender & Rausch Chokolatiers på Gendarmenmarket i Mitte – det er ganske tæt på Ritter Sport-butikken.
I underetagen finder man et enormt udvalg af chokolade i topkvalitet – og vil du have en kopi af tv-tårnet eller Brandenburger Tor med hjem, så er det en mulighed. Og et sikkert hit som værtindegave er en æske med de små dessert-chokolader.
På 1. sal finder man en cafe, hvor man kan nyde en kop fed, rigtig chokolade med en chokoladekage til, mens man kigger på turist-mylderet på Gendarmenmarket.
Og hvis du vil gå helt amok, så tilbyder Fassbender & Rausch nu fire-retters menuer, hvor chokolade og kakao indgår i alle retter. Så kan man klare sig et par dage.
fassbender-rausch.com

Chokolade af alskens slags i KaDeWe
Har du stadig ikke fået nok til den søde tand, eller vil du bare have et lille lager med hjem efter Berlin-turen, er det oplagt lige at smutte forbi den kæmpestore chokoafdeling i KaDeWe-stormagasinet på Tauentzienstrasse 21-24. Her finder du nærmest al slags chokolade fra alle dele af verden. Og ganske givet også et righoldigt udvalg af påskeæg, hvis du når til Berlin inden helligdagene.
kadewe.de