Byggemarkederne har det store rykind op til påske, hvor danskerne skal ordne projekter i hus og have.

Forbrugerøkonomon Ann Lehmann Erichsen har regnet ud, hvad en af de allermest normale opgaver i et hjem koster, hvis man gør det selv, i forhold til, hvis man får en håndværker til det.

Det forklarer forbrugerøkonomen i B.T.s podcast Spar Kassen, hvor hun fortæller, hendes mand fik 'et hysterisk tilfælde', der gik på, at kælderen skulle ryddes ud og gøres flottere.

Den skulle have den helt store malertur. Noget, parret fik en håndværker til at gøre.

»Det er tre store kælderrum, og det kostede 15.900 kroner at få det malet, og det var både loft, vægge træværk og det hele,« siger Erichsen.

»Det ser spitzenklasse ud, og vi fik også gjort rent dernede og sat tingene på plads, og nu er det jo lækkert,« lyder det om indsatsen.

Samme resultat kunne dog være nået til en langt billigere pris.

Ann Lehmann Erichsen fortæller, at materialerne alene havde stået parret i 3850 kroner, hvis de havde valgt at gøre det selv.

Hør hele podcasten her - og få et væld af sparetip til påskedagene.

Forbrugerøkonomen siger, at en en tommelfingerregel kunne være, at man i dagens Danmark kan spare 4.000 kroner for hvert værelse, man maler selv.

»Det er klart, at ved et meget stort rum - en stor stue med stuk eksempelvis - så vil du spare mere, hvis det er et meget lille rum, vil du spare mindre,« følger forbrugerøkonomen op.

På trods af de store besparelser siger forbrugerøkonomen, at der også er andre faktorer, man skal have i mente.

»Vi valgte at betale os fra det, men så kom vi heller ikke op at skændes.«

 Lige som at en anden faktor, man også skal regne ind, er den tid, man bruger på opgaven.

Det tog maleren omtrent tyve timer at male Ann Lehmann Erichsens kælder.

»Hvis hr. og fru Erichsen skulle i gang, så skulle jeg hilse og sige, vi ikke kunne klare det på bare tyve timer,« siger hun i den forbindelse.

I det seneste afsnit af Spar Kassen, hvor B.T.s redaktionschef for Penge Niels Philip Kjeldsen gennemgår gode sparetip, medvirker også Tue Patursson, der er fagekspert hos Videncentret Bolius.

Han forklarer, at man skal vente lidt endnu med at gå i gang med de udendørs malerprojekter til gengæld.

»Det er balladen, at hvis man får malet sit træværk allerede nu, vil det stå og boble op, for fugten skal stadig ud af træet.«

Han anbefaler, at man lægger en plan, og sætter sig for at udføre male- og olieringsprojekterne på nogle af de senere helligdage, der kommer om foråret.

Her er reglen, at temperaturen udenfor skal ligge mellem 10 og 25 grader, og vi ligger stadig og bobler op og ned under de ti, siger eksperten.

Hvis du vil have gode sparetip, så er der for eksempel et om, hvordan du får jord og kompost til haven i nogle tilfælde uden at betale en krone. Hør mere i podcasten Spar Kassen her: