Svindel, momskarruseller og skattesnyd.

Hvert år bliver tusindvis af virksomheder oprettet for at svindle den danske statskasse for millioner af kroner.

Men helt nye tal viser, at 'kontrolpolitiet' i Skattestyrelsen har forhindret knap 3.650 svindelfirmaer i at registrere sig i Danmark siden 2015.

»Det er udspekulerede bagmænd, som kun tænker på at lænse statskassen for penge via svindel og momskarruseller. Man skal ikke tage fejl af, at det er organiserede kriminelle, som har øjnene rettet mod den danske statskasse,« siger skatteminister Morten Bødskov (S) til B.T.

»Derfor er det også en stor sejr, at Skattestyrelsen har fanget så mange kriminelle, før de når at stifte virksomheden, der skal bedrage fællesskabet,« siger han.

Når Skattestyrelsen fanger svindelfirmaer, sker det både gennem digitale søgninger og manuelle kontroller.

Her bliver der kigget efter faresignaler som brug af stråmænd, fiktive eller kendte adresser fra tidligere svindelsager eller risikofyldte brancher. Det kan for eksempel være en branche som online kasino.

»Det er rigtig mange penge, som statskassen ville gå glip af, hvis ikke vi fangede de her svindelvirksomheder. Det er foruroligende, hvor stor den her form for organiseret kriminalitet er,« siger Morten Bødskov.

Når Skattestyrelsen afslører svig eller svindel blandt eksisterende virksomheder, drejer det sig i gennemsnit om 1,4 millioner kroner.

Hvis man antager, at svindlen vil være den samme hos de virksomheder, som bliver fanget før registrering, så har indsatsen sparet statskassen for over 5,1 milliarder siden 2015.

Men kapløbet mod de kriminelle svindlere er blevet hårdere, alt imens Skattestyrelsen i årevis har været nedprioriteret.

Når trykket fra de kriminelle er så stort, har I politikere så ikke sovet i timen, når Skattestyrelsen har været udsultet i årevis?

»Skattestyrelsen har utvivlsomt haft nogle hårde år. Det giver jeg dig ret i. Men derfor er det også enormt vigtigt, at regeringen og et flertal har besluttet at ansætte 100 nye medarbejdere til at bekæmpe skattesvindel,« siger skatteministeren.