»Vi skal ikke ind i, at alle skal have hjælp eller støtte. Mange kan godt klare det selv,« lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Og selvom Mette Frederiksen fortsatte med at sige, at hun skam også er optaget af at hjælpe dem »hvor der ikke er albuerum i økonomien«, så skal de tusindvis af danskere, der ifølge regeringens nye udspil bør skifte olie- eller gasfyret ud med et klimavenligt alternativ, betale stort set hele regningen selv.

For har man ikke omkring 100.000 kroner tilovers til en ny varmepumpe eller mulighed for at låne dem i banken, skal man ikke regne med den helt store håndsrækning fra det, regeringen kalder for 'lån med statsgaranti'.

Sådan lyder vurderingen fra Jørgen Munksgaard Rasmussen, der er boligøkonomisk ekspert hos Videnscenteret Bolius.

»Det kommer næppe til at ændre ret meget på muligheden for at låne penge i banken til varmepumper. Den økonomiske lettelse i form af en besparelse på tinglysningsafgiften og måske lånegebyret vil ikke have den store effekt på den månedlige ydelse efter skat,« siger Jørgen Munksgaard Andersen.

Statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S), skatteminister Jeppe Bruus (S), klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) under pressemøde om regeringens reformudspil Danmark kan mere II i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 19. april 2022. Udspillet handler blandt andet om hvordan Danmark kan accelerere den grønne omstilling og hurtigere blive uafhængig af russisk gas.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S), skatteminister Jeppe Bruus (S), klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) under pressemøde om regeringens reformudspil Danmark kan mere II i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 19. april 2022. Udspillet handler blandt andet om hvordan Danmark kan accelerere den grønne omstilling og hurtigere blive uafhængig af russisk gas.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Regeringen lægger op til at fjerne tinglysningsafgiften på lån til varmepumper i perioden 2023-2028. Derudover vil regeringen forsøge at lave en aftale med bankerne om at fjerne gebyrerne for at oprette lånene.

Men det er altså ifølge Jørgen Munksgaard Rasmussen blot en lille del af varmepumperegningen. Derudover er der i forvejen flere banker, der tilbyder lån til varmepumper uden oprettelsesgebyr.

Bankerne regner normalt med, at det koster mellem 125.000 og 150.000 kroner at få installeret en ny varmepumpe.

»Derudover ligger der nogle udfordringer, hvis du bor i et yderdistrikt, hvor husene ikke er steget i værdi i mange år efterhånden,« siger Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Samtidig er der også flere af danskere i udkantsområderne, der er registreret som dårlige betalere. Alene i Lolland Kommune er det 9,64 procent af befolkningen, der er registreret i RKI.

Han peger derfor på, at lige netop den gruppe danskere vil få særligt svært ved at låne penge til varmepumper.

Der er mange i landdistrikterne og yderkantskommunerne, som vil have svært ved at finde over 100.000 kroner til en varmepumpe.
Der er mange i landdistrikterne og yderkantskommunerne, som vil have svært ved at finde over 100.000 kroner til en varmepumpe. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Det hele afhænger nu engang af, om banken vurderer, om det er for risikabelt at låne penge ud til kunderne. Det er det oftere i yderområderne. Hvis der er en stor risiko, så får man enten et lån til en høj rente eller et nej,« siger Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Også hos Landdistrikternes Fællesråd deler de bekymringen for, at dårligt stillede i yderområderne vil blive klemt.

»Der vil helt sikkert være en gruppe borgere i landdistrikterne, som ikke kan betale en varmepumpe eller har mulighed for at udvide realkreditlånet, som regeringen foreslår. De kan ikke umiddelbart dækkes ind, frygter jeg,« siger landsformand Steffen Damsgaard.

Han så gerne, at staten gik ind og stillede garanti på borgernes vegne, så de dårligst stillede også kunne betale for en varmepumpe.

Klimaminister Dan Jørgensen skriver i en mail til B.T., at regeringen med udspillet har afsat 3,3 milliarder kroner til at understøtte omstillingen væk fra sorte olie- og gasfyr.

»Vi skal gøre alt, vi kan, for at få så mange danskere over på en grøn varmekilde og hurtigst muligt udfase russisk gas. Nu ønsker vi at målrette støtten til dem, der har mest behov for den, og vi vil gøre det nemmere at låne penge til grøn varme,« lyder det i mailen.