»Man bliver aldrig for gammel til at sætte sig nye mål,« lyder det fra den 76-årige bordtennislegende Niels Ramberg.

For 63 år siden vandt celluloidartisten fra Virum sit første danske mesterskab, DM-guldet i drengesingle i Aalborg. Det var dengang, man spillede med pimplegummi med knopperne udad, og før skumgummiet og loopet havde gjort deres indtog og revolutioneret bordtennissporten.

Og så har Niels Ramberg – den første dansker, der begyndte at loope som 15-årig efter en træningslejr i Sverige – ellers vundet det ene mesterskab efter det andet.

Efter elitekarrieren har han taget godt for sig ved bordet i veteranklasserne. På den internationale scene er det blevet til svimlende 29 medaljer ved VM og EM. Deraf tre af guld ved VM (to i single) og seks af guld ved EM (to i single). Men de tæller ikke med i statistikken.

For et par årtier siden fandt han ud af, at det kunne være sjovt at score century og som den første på tværs af alle idrætsgrene at vinde 100 danske mesterskaber.

I dag står han på 98. Han mangler to. Pausen under coronaen kostede utvivlsomt nogle titler, men det har kun skærpet appetitten på at skrive sig ind i historiebøgerne.

»Jeg har altid sat mig mål og arbejdet hårdt. Det motiverer min træning,« siger han.

Vi vender tilbage til den første af de 98 DM-titler. Dén i Aalborg i 1960, hvor denne signatur i øvrigt var tilskuer.

Det er ikke hver dag, at en 13-årig drengespiller »rydder forsiden«, men i Niels Rambergs tilfælde var det en stor historie, at han var nået så langt i sin sport. Som et-årig blev han angrebet af polio, som medførte en varig lammelse af højre lårmuskel. Han lå på sygehuset et halvt år og kunne først begynde at gå meget sent.

Og da Niels Ramberg i midten af 60erne avancerede til 16.-pladsen på Europaranglisten, trak medierne igen paralleller til den polioramte dressurrytter Lis Hartel, som vandt sølv ved OL i Helsinki i 1952.

»Idrætten har hjulpet mig. Jeg har aldrig følt, at jeg var handicappet. Det er heller ikke noget, andre har taget hensyn til. Jeg accepterede hurtigt, at jeg havde polio. Jeg har ikke været bitter over min skæbne eller haft grund til at føle mig latterlig og fuld af komplekser,« siger Niels Ramberg.

»Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvordan min karriere kunne have formet sig, hvis jeg ikke havde haft polio. Det er umuligt at sige noget om bortset fra, at den har påvirket min spillestil. Jeg har været tvunget til at spille meget taktisk og tæt på bordet. Det taktiske, psykiske og evnen til at læse spillet er mine største forcer.«

Niels Ramberg vandt fem DM-titler i herresingle, deraf tre i finalen over vennen og den evige rival Claus Pedersen. De mødtes i ni finaler – en serie, der er blevet kaldt dansk bordtennis' længste DM-føljeton.

Ved siden af sin fascination af verdens hurtigste spil er han advokat i Virum, og han har netop udgivet bogen 'På vej mod de 100'.

Samtalen med Niels Ramberg fandt sted i Virum-Hallen under weekendens ungdoms-DM, hvor vi så finalen i drengesingle mellem stortalenterne Erik Høier, Gladsaxe, og Johan Havsteen, Amager. En forrygende og benhård fight, som blev vundet af Erik Høier med 11-7 i femte og afgørende sæt.

»Den bedste drengekamp, jeg nogensinde har set. De to talenter kan nå langt. Jeg kan ikke se nogen øvre grænse,« siger en dybt imponeret Niels Ramberg.

»De spiller moderne bordtennis med et kolossalt tryk på boldene. Verden ligger åben for Erik og Johan, hvis de vil.«

Efter kampen sagde en glad guldvinder, Erik Høier:

»Jeg vil satse alt for at nå så langt på internationalt topniveau, som jeg overhovedet kan.«