I mange år har selskabets produkter domineret dagens første måltid.

Men nu er det ikke længere nok for Kellogg's at være hovedleverandør af mange menneskers morgenmad.

Selskabet vil også have folk til at spise Cornflakes, Special K, Coco Pops – og hvad det ellers laver – til aftensmad.

»Forbrugerne er under pres. Så vi reklamerer for cornflakes til aftensmad. Hvis du tænker på, hvad cornflakes koster for en familie i forhold til, hvad man ellers kan vælge, så vil det være meget mere overkommeligt,« siger Kellogg's-chefen, Gary Pilnick, til CNBC og fortsætter:

»Generelt er morgenmadskategorien et sted, hvor mange mennesker kan være med, fordi prisen for en skål morgenmad med mælk og frugt er under en dollar. Så man kan forestille sig, hvorfor en forbruger under pres synes, at det er et godt sted at gå hen.«

Det er dog ikke alle, der er lige imponeret over Gary Pilnicks interview.

Blandt andre er den amerikanske demokratiske senator Peter Welch ude med riven efter Kellogg's' administrerende direktør.

»En arbejder hos Kellogg's, der tjener 20 dollar i timen, skal arbejde 96 år for at nå op på de 4 millioner dollar, som ceo Gary Pilnick tjener årligt. Folk har ikke brug for at spise cornflakes til aftensmad, de har brug for, at virksomhederne holder op med at snyde dem.«