Han er en af de højst dekorerede soldater fra Første Verdenskrig, men menig Tandey kunne have forhindret Anden Verdenskrig
Hils mange gange og sig tak.
Ordene blev sagt med en mine af taknemmelighed og hovmod. Afsender var Adolf Hitler. Modtager den engelske premierminister Neville Chamberlain, som i slutningen af september 1938 var på besøg i Berghof, Hitlers berømte tehus og hovedkvarter på toppen af de bayeriske alper.
Opret abonnement på BT Plus og læs historien om manden, der ikke skød Hitler. Husk 1. måned er gratis!
Hils mange gange og sig tak.
Ordene blev sagt med en mine af taknemmelighed og hovmod. Afsender var Adolf Hitler. Modtager den engelske premierminister Neville Chamberlain, som i slutningen af september 1938 var på besøg i Berghof, Hitlers berømte tehus og hovedkvarter på toppen af de bayeriske alper.
På en fremtrædende plads i en af stuerne hang et maleri fra Første Verdenskrig: En krigsscene med soldater fra det engelske Green Howard-kompagni. I forgrunden en menig bærende på en såret soldat. Hans navn var menig Henry Tandey. Og havde det ikke været for ham, var Hitler død. Og Anden Verdenskrig undgået. Hitler pegede på Tandey. ’Hils mange gange og sig tak!’
Ifølge overleveringerne mødtes korporal Hitler og menig Tandey på slagmarken i slutningen af Første Verdenskrig. Den sårede 29-årige Hitler var i færd med at flygte. Ud af øjenkrogen kunne han se, at et gevær var rettet mod ham. Han frøs fast på stedet. Afventede som millioner af soldater under Første Verdenskrig sin skæbne. En kugle for panden.
Men Henry Tandey skød ikke. Hans moral var imod det. Fjende eller ej: At affyre et skud mod en allerede hårdt såret soldat var ikke en mulighed. Hitler fik lov til at stikke af.
- Jeg troede aldrig, at jeg skulle se Tyskland igen, fortalte Hitler til Neville Chamberlain. Og bad så mindeligt om, at Henry Tandey fik at vide, hvor taknemmelig han var over, at Tandey sparede hans liv.
Henry Tandeys havde soldaterblodet i sig, da han blev født i 1891. Barndommen var dog så tumultarisk, at han endte på børnehjem, men meldte sig ikke desto mindre ind i den engelske hær i 1910, 19 år gammel og havde således fire års erfaring, da Første Verdenskrig brød ud.
Tre heltegerninger
Trods krigens voldsomhed og meningsløshed havde Henry Tandey hjertet og medmenneskeligheden med sig. Og måske fordi han selv havde været såret to gange i krigens løb, valgte han altså den dag i september 1918 at lade den blødende Hitler stikke af. Med halen mellem benene.
Samme efterår havde menig Henry Tandey allerede tre helte-gerninger på sit cv, hvoraf han for den ene efter krigen fik tildelt Victoriakorset, den højeste militære britiske orden, ligesom han modtog en medalje for såvel god og heltemodig opførsel som en for militært mod.
Det var tilfældet, der ville, at Hitler kendte navnet på sin redningsmand.
Efter sigende havde han tilbage i 1919 set en hyldest-artikel i de engelske medier om Henry Tandey, som skulle have overrakt Victoriakorset. Illustration til artiklen var en tegning, som sidenhen blev foreviget i et maleri af Fortunino Matania. Han genkendte sin redningsmand og fik sidenhen fremskaffet en reproduktion af maleriet, som altså hang i Berghof, da Chamberlain var på diplomatisk besøg i forbindelse med dét, der mundede ud i den famøse Münchenaftale.
Ramt af anger
Ifølge Tandeys familie holdt Chamberlain sit ord. Da han vendte hjem til England, ringede han til Henry Tandey og videregav Hitlers taknemmelige hilsner.
Men det var først et par år senere, da Anden Verdenskrig var brudt ud, og rædselshistorier om Hitler og nazisternes gerninger blev kendt, at Henry Tandey for alvor blev ramt af bondeanger og satte spørgsmålstegn ved sit gode hjerte.
- Hvis bare jeg havde vidst, hvad for et menneske han ville blive. Da jeg så alle dem, han har dræbt og såret, sværger jeg ved Gud, at jeg var ked af, at jeg lod ham gå, som Henry Tandey i 1940 udtalte i et interview.
Han forsøgte da også at gøre skaden god igen. Meldte sig til tjeneste endnu en gang i sit gamle regiment. ’For at sikre, at han ikke slipper igen’, som han fortalte pressen.
Men Henry Tandeys egne krigsskader fra Første Verdenskrig samt hans alder - han var nu blevet 49 år - gjorde, at han ikke blev udsendt. I stedet var han frivillig på hjemmefronten.
Men helt frem til sin død i 1977 levede Henry Tandey med ærgrelsen. Ærgrelsen over, at han ene mand kunne have forhindret Anden Verdenskrig og dermed reddet millioner af menneskers liv.
For Hitler derimod var Tandeys medmenneskelige gerning blot et af mange beviser på, at de højere magter var med ham, og at skæbnen havde store planer for ham.
Han tog heldigvis fejl.
