Berømmelsen, fascinationen og døden. Tre begreber, der hænger uløseligt sammen med Mount Everest - og i år måske mere end nogensinde. 29. maj er det nøjagtig 50 år siden, verdens højeste bjerg blev besteget for første gang.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I den anledning vil et sammenrend af flere hundrede erfarne bjergbestigere og uerfarne eventyrere de kommende to-tre uger bogstaveligt talt falde over hinandens ben i bestræbelsen på at nå den forjættede Himalaya-tinde.I maj 1996 blev to ekspeditioner fanget af en snestorm på toppen, og ni bjergbestigere omkom. Året er siden blevet berygtet som det hidtil sorteste i bjergbestigningens historie. I alt 15 måtte lade livet i jagten på at nå toppen af Everest. 2003 kan meget vel gå hen og blive en lige så dyster tilføjelse til statistikken.
»I år har vi for første gang siden 1996 en rigtig farlig cocktail igen. Der er alt for mange mennesker på bjerget. Hvis vejret er godt, klarer de den måske. Men bliver vejret dårligt, kan vi få et scenario som i 1996,« vurderer overlæge Henrik Jessen Hansen.
Han arbejder til daglig som hjerte- og lungekirurg på Gentofte Amtssygehus og er desuden en af Danmarks tre-fire mest erfarne bjergbestigere. I 1996 var han med på en delvis dansk Everest-ekspedition og havde nået 7.400 meters højde, da vejret pludselig slog om.
Danskerne besluttede at afblæse deres topforsøg, men to amerikansk ledede grupper fortsatte mod toppen. Blandt de overvejende uerfarne deltagere i den ene gruppe var 34-årige Lene Gammelgaard. Hun overlevede det isnende kolde snekaos på ren viljestyrke og blev den første danske kvinde på toppen af Everest, mens hendes kammerater døde omkring hende. Blandt dem gruppens leder, Scott Fischer.
Henrik Jessen Hansen var den eneste læge på bjerget det år. I bogen »Everest, drømmen og sejren« har han beskrevet, hvordan han måtte yde lægehjælp til forkomne ekspeditionsdeltagere, som havde kæmpet sig gennem stormhelvedet på toppen med livstruende forfrysninger til følge.
»Jeg mener, at alle dødsulykkerne i 1996 var selvforskyldte. Det var et livsfarligt miks af uerfarne klatrere og penge,« siger Henrik Jessen Hansen.
I begyndelsen af 1990erne begyndte newzealænderen Rob Hall at arrangere Everest-ekspeditioner som pakketure. Mod en betaling på omkring 65.000 dollar - ca. en halv mio. kr. - kunne uerfarne klatrere købe sig til en plads på holdet.
Fra 1996 fik han konkurrence af en anden turarrangør, amerikaneren Scott Fischer. Med aggressive annoncer, der lovede deltagerne »100 pct. Everest-succes«, kappedes de to turledere om at kapre flest kunder. De første år gik det godt, men så blev vejret på Everest dårligt.
I dag har de fleste glemt tragedien i 1996, og det har fået kommercielle og useriøse firmaer til at skyde frem igen. På internettet lokker de med Everest-berømmelse til alle, der kan lægge 20-25.000 dollar - 160.000-200.000 kr. - på bordet.
»For hver gang der er en seriøs udbyder, kommer der også en platugle,« siger Henrik Jessen Hansen.
|
To ud af 100 dør For hver 100 bjergbestigere, der prøver kræfter med Mount Everest, kommer de to ikke levende ned igen. Det siger statistikken. I gennemsnit forsøger ti danskere hvert år at erobre Mount Everest. Indtil nu har det kostet en enkelt dansker livet. Her er antallet af dødsfald på Mount Everest år for år siden 1980: 1980: 3 1981: 1 1982: 11 1983: 3 1984: 8 1985: 7 1986: 4 1987: 4 1988: 10 1989: 8 1990: 4 1991: 2 1992: 5 1993: 8 1994: 5 1995: 3 1996: 15 1997: 9 1998: 4 1999: 4 2000: 2 2001: 5 2002: 3 I alt: 128 I perioden 1922-1979 omkom 47. Kilde: www.everesthistory.com |
Netop nu ligger skønsmæssigt 40-50 ekspeditioner fra hele verden i lejr på Mount Everest og venter på det rette øjeblik til et såkaldt topforsøg. En ekspedition tæller typisk fem-ti deltagere og lige så mange sherpaer, indfødte guider og bærere.
De rette betingelser er kun til stede i en periode på ca. ti dage i slutningen af maj. Inden for dette smalle »vejrvindue« er vejret normalt rimeligt stabilt, og det blæser ikke for meget.
Når vejret er godt, er selve klatringen på Mount Everest ikke så teknisk krævende. De fleste ekspeditioner følger en af to normalruter, som har et »gelænder« i form af et reb, der er fæstnet til isen og klippen med skruer. Nogle har spydigt kaldt den mest benyttede rute en »yak-trail«, fordi man angiveligt kan slæbe en yak-okse op ad den.
Ruten består imidlertid kun af en smal sti, og her opstår problemet med mange mennesker på bjerget. Slår vejret om på toppen, risikerer man at blive fanget i en forræderisk og dødbringende trafikprop af bjergbestigere, der alle kæmper for deres liv.
I næsten 9.000 meters højde indeholder luften kun en tredjedel så meget ilt som normalt. Det er med til at udmatte bjergbestigerne under opstigningen. Mange har derfor ikke kræfter og psykisk overskud til nedstigningen, som ofte er et kapløb med tiden.
Den prestige, der er forbundet med 50-årsjubilæet, vil uden tvivl friste mange - erfarne såvel som uerfarne - bjergbestigere til et hasarderet topforsøg for at få taget det eftertragtede foto til scrapbogen. Optændt af den dødsensfarlige »summit fever« - topfeber - vil de glemme alle gode råd om at vende om i tide.
»Når du kun er få hundrede meter fra toppen, er det fristende at fortsætte. Men det er den anden beslutning, der gør, at du bliver gammel. Den virkelige helt er ham, som vender om 100 meter fra toppen,« understreger Henrik Jessen Hansen.
I 2000 var han kun én til to dage fra at nå toppen af Mount Everest. Alligevel besluttede han at opgive sit forsøg og vende om. »Jeg tog et par timer i teltet, hvor jeg overvejede det. Men jeg kunne mærke, at jeg var for syg og udkørt,« siger Henrik Jessen Hansen.
To af hans kammerater, Mads Granlien og Asmus Nørreslet, nåede toppen i 8.848 meters højde. Det var tredje gang, Dannebrog var repræsenteret på »verdens tag«.
Samme dag styrtede den 27-årige danske jægersoldat og vovehals Jeppe Stoltz 1.500 meter ned ad Mount Everests sneklædte nordside og omkom. Han var med på en anden ekspedition, som havde opgivet at nå toppen, og var begyndt nedstigningen i et voldsomt uvejr. Jeppe Stoltz blev den første dansker på Everests lange dødsliste.
Den første dansker på toppen af Mount Everest var Michael Knakkergaard Jørgensen i 1995. Han kom velbeholden ned, men omkom fire år senere under nedstigningen fra en anden af Himalayas tinder, Mount Makalu. Han blev 31 år.
Nu er Henrik Jessen Hansen færdig med Mount Everest, som efter hans mening er blevet reduceret til en sportsbane for triatleter, tidligere soldater og midaldrende forretningsmænd med tegnebogen i orden. Folk for hvem toppen og ikke selve klatringen er målet.
»Jeg vil hellere være nummer tre eller fire på et mindre kendt bjerg end nummer 1.250 på Everest,« siger Henrik Jessen Hansen.
