Danmark ønsker en "grundig og uafhængig" undersøgelse af en situation, hvor et større antal palæstinensere torsdag døde i Gaza ved en konvoj med nødhjælp.

Det oplyser Udenrigsministeriet søndag i en e-mail til Ritzau.

Den danske udmelding kommer efter en række internationale opfordringer til at få situationen undersøgt.

- Danmark bakker op om en grundig og uafhængig undersøgelse, der skal klarlægge, hvad der skete, da over 100 personer torsdag mistede livet ved en nødhjælpskonvoj i det nordlige Gaza, står der i udtalelsen fra Udenrigsministeriet.

Der har været meget forskellige udlægninger af, hvad der præcist skete, da palæstinensere i mørket tidligt torsdag flokkedes om lastbiler med nødhjælp i Gaza, og mange mistede livet.

Sundhedsmyndigheder i Hamas-kontrollerede Gaza har sagt, at israelske styrker dræbte over 100 mennesker, som forsøgte at nå frem til konvojen.

Israel har sagt, at der blev affyret varselsskud, men at de fleste døde på grund af trængsel.

- Dybt chokeret over torsdagens tragedie i det nordlige Gaza, står der i en udtalelse fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) delt af Udenrigsministeriet på det sociale medie X.

- Behov for en grundig undersøgelse af hændelsen. Min dybeste medfølelse til ofrene og deres pårørende.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har tidligere udtalt, at "alt må gøres for at undersøge, hvad der skete, og sikre transparens". Også FN har opfordret til en undersøgelse.

Israels militær kom søndag med en foreløbig vurdering af hændelsen.

- Størstedelen af palæstinenserne blev dræbt eller såret som følge af den voldsomme trængsel, sagde Hagari ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/