Aflyst.

Det er beskeden lørdag eftermiddag fra det danske popband Aqua til tusindvis af fans. Det var ellers meningen, at bandet lørdag aften skulle optræde ved en stor koncert i Manchester.

Men dét bliver ikke til noget, skriver bandet på Facebook.

»Det er en stor skuffelse, at vi er nødt til at aflyse aftenens optræden i Manchester på grund af sygdom,« lyder det.

»Desværre har Lene (Nystrøm, red.) mistet stemmen. På lægernes ordre er hun nødt til at hvile sig, så hun ikke beskadiger sin stemme yderligere«.

Bandet fortsætter med:

»Vi undskylder dybt over for alle fans, de andre artister og alle parter involveret i aftenens show.«

Selv om Aqua ikke vil optræde lørdag aften i Manchester, vil showet ‘90s Baby POP’ alligevel blive gennemført.

Aqua er nemlig ikke de eneste artister på plakaten i AO Arena Manchester.

Blandt mere kendte navne herhjemme kan nævnes Corona med 'The Rhythm of the Night' og danske Whigfield med 90'er-hittet 'Saturday Night'.