Fysisk fylder Kristina ’Mulle’ Kristiansen fra Team Tvis Holstebro ikke meget på en håndboldbane. Men den lille landsholdsplaymaker var den store helt, da jyderne vendte et ’sikkert’ nederlag til en Europa Cup-titel i et vildt comeback.

Hun stillede sig frem for en uge siden efter 35-31 nederlaget til Metz hjemme i Gråkjær Arena og proklamerede med en seriøs mine, at den kamp sagtens kunne vendes på udebane.

Og foran 5.500 tilskuere klædt i Metz-gult førte Kristina ’Mulle’ Kristiansen på flotteste vis an med 12 mål og dygtig ledelse af Tvis-offensiven, da en dansk femmåls-sejr via 15-14 ved pausen på utrolig vis sendte trofæet til Holstebro.

- Det er vanvittigt stort det her. Og så vildt sejt af tøserne. I pausen i omklædningsrummet sad de og råbte, at vi bare skulle fortsætte, for Metz var trætte. Jeg tænkte, at det var vi nok også, men det så bestemt ikke sådan ud, og vi var helt klart mindst trætte i de sidste 30 minutter, sagde Tvis-træner Niels Agesen på klubbens hjemmeside.

- Når man ser på vores sæson som sådan, hvor vi har spillet os i DM-finalen og besejret både Tertnes, Lada og FCM i EHF Cup’en, så er sejren måske ikke så overraskende. Men hvis man ser på, hvor Team Tvis Holstebros damehold var for fem år siden, er det svært at tro på, at det her er virkelighed. Vi har flyttet os så meget, at det trodser enhver beskrivelse, sagde Niels Agesen.

Han sejrede i øvrigt på to fronter denne lykkelige søndag, for ud over Europa Cup-titlen med sit hold blev han også far til en nyfødt søn.

- Planen hed mandag eller tirsdag, men nu blev det altså søndag. Da vi fik vores datter, rykkede vi op, så nu efterlyser spillerne flere børn, lød det med et grin fra TTH-træneren.