Efter ni kampe med maksimumpoint tabte Håndboldligaens tophold KIF Kolding København lørdag efter en dramatisk kamp i Skanderborg.

Der er mange hold, der har løbet panden mod en mur i den intime Morten Børup Hallen i Skanderborg. Nu er KIF Kolding København også et af dem.

I en tæt og dramatisk kamp vandt hjemmeholdet 27-25 efter et opgør, hvor KIF-målmand Kasper Hvidt fik et direkte rødt kort knap 13 minutter før tid i forlængelse af endnu en fejlaflevering af gæsterne.

Skanderborg slog kontra efter fejlafleveringen, og her forsøgte Kasper Hvidt at løbe ud og komme imellem, men han ramlede i stedet ind i Skanderborg-spilleren. Og det koster diskvalifikation ifølge reglerne.

Da reservemålmand Søren Westphal ikke var i truppen på grund af en skade, måtte KIF sende den unge U19-landsholdskeeper Thorsten Fries på mål i resten af opgøret til noget af en voldsom Håndboldliga-debut.

Han kunne ikke forhindre Skanderborg i at løbe med sejren, men allerede inden Kasper Hvidts røde kort pegede udviklingen dog i retning af et KIF-nederlag på en dag, hvor holdets store profil gennem de senere ligakampe, landsholdsaktuelle Bo Spellerberg, havde en dag, hvor alt for meget mislykkedes.

Og så kunne hjemmeholdet skabe sensationen i en kamp, hvor Skanderborg var bagud 12-14 ved pausen, men hvor en fornem anden halvleg af hjemmeholdet lagde grunden til den uventede gevinst.

Det er i øvrigt ikke første gang, Kasper Hvidt får rødt kort i en ligakamp. Det skete også i en lignende situation i anden DM-finale i 2011 for AG København mod Bjerringbro-Silkeborg. Her fik Hvidt det røde kort for at bremse BSVs Fredrik Petersen i en kontra, men norske Steinar Ege gik dog ind og stod en pragtkamp og var med til at sikre AGK sejren og guldet.

I dagens øvrige ligaopgør hos herrerne vandt BSV sikkert ude over Nordsjælland med 32-28, GOG slog hjemme Mors/Thy 27-25 og Århus vandt hjemme 27-19 over Ribe/Esbjerg.