Sammen leverede de i dén grad varen, da Slagelse DT i sidste årti var en magtfaktor i international kvindehåndbold. Blandt andet med tre triumfer i Champions League.

Men når Anja Andersen og Bojana Popovic i dag igen mødes, repræsenterer de hver sin klub - Oltchim Valcea og Buducnost.

- Det er bare to dage siden, jeg hørte, at Anja havde sagt ja til at blive træner i Oltchim Valcea. Og skal jeg være ærlig, overraskede det mig. Jeg havde opfattelsen af, at hun i år udelukkende ville koncentrere sig om sit nye arbejde i dansk erhvervsliv (coach i Pathfinder, red.). Men det er da fantastisk, at hun stadig har lyst til at være med indenfor håndbolden, siger Bojana Popovic, der er stjernen i montenegrinske Buduc-nost, der i dag møder Oltchim Valcea.

Sporten.dk. fanger hende på telefonen i Rumænien, hvortil hun og holdkammeraterne ankom fredag aften.

- Endnu har jeg ikke talt med Anja om hendes nye job. Men det kommer vi helt sikkert til. Selvom vi ikke længere bor i samme land eller repræsenterer samme klub, er vi stadig gode veninder, siger Bojana Popovic.

- Anja har betydet uendeligt meget for mig i min udvikling som håndboldspiller. Det var hende, der i sin tid fik mig til at skifte fra Nis til Slagelse. Senere valgte jeg at spille i Viborg. Men også i de år, hvor jeg var der, havde vi et nært forhold.

Bojana Popovic, der skiftede fra Viborg HK til Buducnost ved sæson-starten er ikke et øjeblik i tvivl om, at Anja Andersen bliver en succes i Valcea, der takket være stærk økonomisk support fra kemikoncernen Oltchim er blandt Europas mest velkonsoliderede håndboldklubber.

- Anja er en af verdens allerbedste håndboldtrænere. Men vi har da tænkt os, at give hende kamp til stregen i hendes debutkamp. Hvilke midler hun har tænkt sig at tage i brug for at stoppe en spiller som mig, har jeg ikke spekuleret på. Under alle omstændigheder tror jeg, at vi kan vinde,« siger Bojana Popovic.

Håndboldeksperter vurderer, at dagens kamp i Champions League-gruppespillet meget vel kan blive gentaget, når der i maj er finale.

- Nu må vi se. Intet kan udelukkes. Men vi er et ungt hold, der har fremtiden for os. Her og nu tænker vi slet ikke på finalen, siger Popovic.

Ved sin tiltrædelse i Oltchim Valcea i torsdags lagde hun ikke skjul på, at ambitionsniveauet er enormt.

- Jeg er stolt over at være blevet ansat som træner i Oltchim. Jeg kender rumænsk håndbold rigtig godt, og må sige at mit nye hold besidder et enormt potentiale. Mit mål er at vinde Champions League allerede i denne sæson. Jeg vil have holdet til at spille nordisk, taktisk og teknisk håndbold. Det skal ikke være østeruropæisk betonhåndbold, siger Anja Andersen.

Skal ambitionen gå i opfyldelse, kræver det ifølge Randers HKs træner, Jan Leslie, mindst én ting.

- Anja skal hurtigst muligt se at få forsvaret stabiliseret, siger han og henviser til de to kampe Randers spillede mod Oltchim Valcea i Champions Leagues indledende kampe i efteråret.

- Her var det tydeligt, at Oltchims spil ikke hang sammen. Ingen kan forvente, at Anja allerede efter sine to første dage i klubben har fået løst problemet. Men jeg glæder mig til at se, hvordan hun tackler situationen mod Buducnost. Vil hun for eksempel vælge en mandsopdækning af Bojana Popovic?, spørger Jan Leslie, der glæder sig til kampen.

- Sammen med Larvik er Valcea og Buducnost de bedste klubber i Europa i øjeblikket. Det bliver spændende at følge Anja Andersens dispositioner fra trænerbænken. Men også konfrontationen mellem verdens to bedste håndboldspillere (Cristina Neagu og Bojana Popovic, red.), er interessant. Uanset hvordan Anja har tænkt sig at stække Popovic, tror jeg at montenegrineren scorer 8-10 mål, siger Jan Leslie.